På det sidste #14

Kategorier På det sidste

Vi er for alvor gået ind i efteråret og jeg nyder den sprøde kolde morgenluft, når jeg tager afsted om morgenen og gulvvarmen der varmer mine tæer når jeg kommer hjem igen. Selvom jeg tror sommer er min yndlingsårstid, så er der altså bare noget helt særligt ved efteråret. Det er også den absolutte travleste årstid i bogbranchen – men samtidig også den mest spændende tid.

 

 

 

På det sidste har jeg, udover at have været til fantasyfestival som I kan læse om her, været til reception på min arbejdsplads der holdte 15 års jubilæum. Så hele huset var fyldt med velkendte gæster – forfattere, samarbejdspartnere og freelancere. Jeg fik faktisk ikke rigtig taget nogle billeder andet end et inden alle gæsterne kom og så nogle stykker hvor man bare kan se en kæmpe menneskemasse.

 

 

 

 

Åhhh.. det bedste og hyggeligste vi har været til på det sidste, har selvfølgelig været det bryllup vi var til. Jeg kan blive helt høj over den kærlighed der ligger i luften og jeg synes det er så vigtig at fejre den og det gør mig simpelthen så glad, når jeg er med til at fejre andres lykke. Vi var i de fineste omgivelser ved Mariager Fjord. Aa Mølle hedder det. Selskabet var i top, maden var lækker – bryllupskagen var den smukkeste jeg nogensinde havde set – og nøj hvor jeg ærgrer mig over ikke at have fået taget et billede af den før den blev fortæret.

 

Ellers har vi været på café med et vennepar som vi ser alt for lidt og vi fejrede at de havde købt hus – og derved flytter endnu længere væk fra os. Suk.

 

På sønnikefronten har vi været til vores første forældremøde, hvilket både bekræftede og afkræftede fordomme vi havde om den slags. Min mand og jeg kom til at snakke om, at nu var vi da virkelig blevet voksne, og at vi nu kan se frem til rigtig mange af den slags. Jeg kan rigtig godt lide, at snakke om hvordan vi gør kommunikationen bedre mellem institutionen og hjemmet, for at skabe de bedste forhold og udviklingspotentiale for børnene. Men jeg gider knap så meget, at høre om andre forældres problemer med opdragelse.

 

Sønnike har også fået anlagt dræn i det ene øre siden sidst – og gisp, hvor er det bare ikke rart at se sin søns øjne rulle tilbage i baghovedet og blive helt væk. Og vi overvejede da også kraftigt at lade være, men han kan næsten ikke høre på det ene øre og vi kan mærke at det hæmmer hans sprogudvikling – og balance har det vist sig her efterfølgende.

 

 

Og hurra!! Dagens bedste nyhed er, at mine papbøger har fået en rigtig god lektør!! Det er bare SÅ dejligt! Herhjemme har vi læst bøgerne uafbrudt i en måned, og det er ikke fordi jeg har presset dem på sønnike – tværtimod. Han elsker at læse i dem – hvilket bare er helt enormt fedt! En god lektør vil sige, at bogen bliver anbefalet til indkøb på bibliotekerne rundt om i landet, hvilket jo bare er fuldstændig fantastisk, for så kommer mine bøger forhåbentlig ud og bliver læst af rigtig mange andre små børn!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *