Det er det samme hver jul. Juletræet skal pyntes men i år blev det gjort på en lidt anden måde end tidligere. Det er lidt som om man pynter juletræ efter hvilket stadie man er i livet. Da jeg ikke havde børn gik jeg mere op i hvordan træet var pyntet. Men efter børn og særligt fra i år, er det langt mere vigtig at de får lov at pynte træet præcis som de har lyst til. Så skidt pyt med at der hænger lidt for meget pynt på den ene side end på den anden.
I år var det mest Loke der pyntede juletræet. Undtaget lysene og de øverste grene som han ikke kunne nå. Der satte vi også de mest skrøbelige julepynt. Det er også der vi sætter alle vores minde-‘julepynt’. Jeg synes jeg i år særligt har kunnet fornemme at den amerikanske trend med at have mere personlig julepynt – julepynt købt på rejser eller anderledes julepynt der får en til at tænke på noget godt – er ved at vinde frem herhjemme. Vi begyndte selv på det for for nogle år siden.
Jeg ville faktisk ønske at jeg var begyndt på det som barn, for jeg synes simpelthen det er den bedste ide, at samle sammen på julepynt der vækker gode minder som man så danser rundt om juleaften. På vores træ har vi blandt andet Pluto som er købt på Lokes første udlandsrejse i Disneyland Paris. Og planen er at vi gerne skulle købe en ting hvert udlandssted vi rejser fra nu af.
I år købte vi også fire julekugler med børnenes navne og hvor der stod ‘Far’ og ‘Mor’ – for nu hvor vores lille familie er fuldtallige, så var det oplagt at anskaffe. Vi valgte nogle helt enkelte.
Jeg købte også en stilethæl til mig selv af glas, men desværre var den gået i stykker da den kom frem. Men heldigvis kunne den limes sammen (for man kunne ikke længere få erstattet til en ny, de var revet væk) og nu pynter den træet så fint.
På træet hænger også et løfte til mig selv og et af mine mands opnåede milepæle. Og jeg glæder mig sådan til hvert år at tilføje nye minder til julepyntsamlingen.
