Serier jeg ser i øjeblikket #19

Overskriften er lidt selvmodsigende, for alle de her er jeg blevet færdig med at se. Nogen lige nu her og nogen helt tilbage fra januar. Her kommer lidt men godt om dem alle:

The Beast in Me – miniserie (Set på Netflix)

The Beast in Me handler om en forfatter (spillet af Claire Danes) der muligvis har fået en morder som nabo. Så præmissen lød meget god, og min mand og jeg sad og gættede med mens vi så dem, som vi har for vane når vi ser thrillers. Men lige den her gang, så var alt det vi gættede var federe end det der rent faktisk skete. Hvilket gjorde, at vi sad med en lidt æv følelse.

Stranger Things – sæson 5 – finaleafsnittet (Set På Netflix)

Stranger Things er virkelig en feel good serie, når den er bedst. Jeg elsker ALLE karakterne og det er helt sikkert det karakterdrevne der får den her serie til at skinne for mit vedkommende. Jeg føler vi har ventet så længe på en sæsonfinale og nu har jeg set den. Nærmest med det samme den blev lagt på netflix. Og jeg skal nok lade være med at spoile noget, men jeg vil sige, at det er klart en af de bedste slutninger på en tv-serie jeg har set. Jeg synes tv.serier generelt er dårlige til at lave slutninger og jeg tror kun det er en håndfuld jeg som sådan er tilfreds med og som jeg synes føles rigtig, af alle de mange serier jeg har set gennem årene. Og den her er helt sikkert en af dem. Hvis du endnu ikke har set Stranger Thinges, hvad venter du så på? Kan du komme i gang!

Fallout – sæson 2 (Set på Prime)

Den her serie er en hel historie for sig. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende den før, men den bygger selvfølgelig også på computerspillet af samme navn, så jeg tænker ligheden med den må være on point. Jeg vil nu også sige, at jeg var meget godt underholdt, men jeg kunne bedre lide sæson 1. Jeg ved faktisk ikke, om jeg ville have set den, hvis ikke det var fordi min mand så den. Jeg finder den måske stadig nok lidt for underlig til min smag, men samtidig er det også det der gør at man er nysgerrig på den. Ja, I don’t know, jeg skal nok i hvert fald se sæson 3.

A Knight of the Seven Kingdoms – sæson 1 (Set på HBO)

Den tredje Game of Thrones tv-serie er landet og på mange måder er det klassisk Game of Thrones, men der er noget med tempoet der er mere langsomt. Måske mere beregnet til et voksent publikum, os der er ‘vokset op’ med at se Game of Thrones. Os der ved at et langsomt tempo er okay, for vi ved at det kommer til at blive rigtig godt. Og det synes jeg faktisk også det nåede at gøre her i første sæson, og jeg glæder mig helt sikkert til mere.

Bridgerton – sæson 4 (Set på Netflix)

Endelig blev det Benedict og Sophies tur. Den her serie eeellsker jeg virkelig, men jeg læste også Julia Quinns Bridgerton-serie dengang den udkom i sin tid. Så det er sjovt – og mega godt – at se den blive filmatiseret. Jeg kunne godt bare sidde og gense sæsonerne forfra, det er SÅ meget en feel good ting for mig. Benedicts og Sophies historie har jeg altid godt kunnet lide. Askepot fortællingen og ikke mindst, at kærlighed overvinder alt, er nogle stærke fortællergreb, som altid virker. I hvert fald hos mig. Vi er jo simpelthen også blevet lovet en sæson 5 og en sæson 6, men jeg håber selvfølgelig vi får 7 og 8 med også. I øjeblikket er jeg gået i gang med at genlæse Hyacinths historie, for jeg føler slet ikke jeg har lyst til at forlade universet endnu. Jeg er også blevet anbefalet at se Queen Charlotte, så det må jeg helt klart gøre.

Spartacus: House of Ashur – sæson 1 (Set på Prime)

Hvis man er til serie med meget vold, blod og sex, så skal man ikke lede længere. Især ikke hvis man i forvejen er fan af de ‘gamle’ Spartacus film. For min skyld ville jeg ønske, at de skar ned på alt det og bare koncentrerede sig om at fortælle en god historie. Men det er jo selvfølgelig det serien er blevet kendt for. I House of Ashur tager de sig også lidt friheder i forhold til den oprindelige historiske romerperiode. Hvilket jeg ikke helt ved hvordan jeg har det med. Men jeg var generelt meget godt underholdt, på trods af de meget visuelle blod og sex scener.

Percy Jackson – sæson 2 (Set på Disney+)

Hjælp mig her. Hvorfor er det jeg synes den her tv-serie er dræbende kedelig? Jeg kunne godt lide de oprindelige filmatiseringer, men der er bare et eller andet over den her, der gør, at jeg keder mig så slemt, at jeg lidt skulle tvinge mig selv til at se den færdig af ren og skær princip. Jeg ved det seriøst ikke, for den følger bøgerne bedre (og dem holdt jeg meget af da jeg læste dem første gang) og jeg kan ikke sætte en finger på castingen. Men jeg tror jeg bliver nødt til at droppe at se den hvis der kommer en sæson 3.

Dynastiet Mærsk – sæson 1 (Set på DR)

DR har lavet en dramatiseret dokumentar af Mærsk familien, som vi følger i tiden før, under og efter anden verdenskrig. Mærsk-familien er en af Danmarks mest magtfulde og mest succesfulde virksomheder i Danmark og derfor i sig selv ret interessant at høre om. Jeg synes blanding mellem drama og dokumentar er vellykket og jeg var ret investeret i de tre afsnit der udgør sæson 1. Jeg er lidt i tvivl om der kommer endnu en sæson, men jeg skal da helt klart se den.

Being Gordon Ramsay – sæson 1 (Set på Netflix)

Jeg har en svaghed for madprogrammer og nu åbenbart også til den slags som følger kendte kokke. Her i første sæson kommer vi helt tæt på Ramsay – hans familie, hans medarbejdere og restauranter. Han er i gang med en kæmpe satsning, med restauranter på en af Londons dyreste adresser. Jeg ved ikke hvorfor men jeg var ret hooked. De teaser en sæson 2 og det håber jeg selvfølgelig de laver.

Finding Her Edge – sæson 1 (Set på Netflix)

Der er et eller andet ved den her tv-serie om skøjteløb og trekantsdrama, som føles meget soap-opera agtig. Jeg ved ikke hvad det er der gør at tv-serien giver en vibe af amatør, men det gør den. Måske er det skuespillet der er for dårligt, måske er det optag kvaliteten, men noget var bare off. Selve historien var også til den lidt kedelige side. Jeg føler ikke rigtig kemien er der, men slutningen efterlod mig alligevel nysgerrig efter at se mere. Så hvis der kommer en sæson 2, så kan jeg ikke udelukke jeg kommer til at se den.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *