Nu er det vist på tide at afsløre lidt om den bog, som jeg fik antaget i efteråret. Så lad os starte med titlen:
Den hedder I heksens kløer, med undertitlen Kan du slippe væk? og det er simpelthen en spilbog – (labyrintbog, du-er-helte-bog, choose your own adventure og alle de andre forskellige navne).
Bogen handler om at man skal undslippe sagnvæsner fra den danske folketro: Åmanden, helhesten, gravsoen ect. Du bestemmer selv, hvad der sker. Du er helten!
Den udkommer hos Forlaget Krabat på Fantasyfestivalen den 19. september. Jeg glæder mig helt vildt og jeg glæder mig til, at fortælle jer mere om den i månederne op til udgivelsen.

I dag fik jeg også langt om længe opdateret hjemmesiden lidt, det trængte den virkelig til. Det har jeg lovet mig selv at være bedre til at gøre løbende, for det tog hele eftermiddagen. Og så mangler jeg også stadig at opdatere fanen ‘grafisk design’, den halter noget bagefter stadigvæk. Jeg har jo ellers en frygtelig masse jeg kan lægge op, men det er både svært at udvælge hvad det skal være og så tager det også liiidt lang tid.
Omslaget er næsten helt på plads, men jeg venter lige lidt og mærker efter før jeg laver en cover reveal. Jeg lavede nemlig to meget forskellige udgaver, der havde vidt forskellige vibes, og jeg kan rigtig godt lide dem begge to, men den ene er lidt mere mig end det andet. Så jeg tror det bliver det. Jeg glæder mig til at vise det frem.