Som barn fik jeg altid en vandbakkelseskagemand til vores fødselsdag. Det var en fast tradition, at min mor lavede sådan en. Selvfølgelig med masser af slik og glasur. For mig var det ikke en tradition som lå i kortene, at jeg ville tage med mig videre, men jeg er heller ikke så meget til søde sager. Men her er vi! Til hver fødselsdag skal vi gerne have en ‘tal’-kage, og selvom jeg har forsøgt at introducere skærekager som talkager, så vandt vandbakkelsestalkagen herhjemme. Og nu må jeg hellere få skrevet opskriften ned et sted. Nærmere bestemt: ligenu.

Det skal du bruge:
125 gram smør
2 1/2 dl vand
125 gram hvedemel
4 æg
Pynt: Slik og glasur
Sådan gør du:
Bring smør og vand i kog. Tilsæt melet og rør grundigt rundt. Tag gryden af varmen og rør indtil dejen ‘slipper’ gryden. Lad dejen afkøle lidt. Det her er et vigtigt punkt, for den må ikke være brændvarm når æggene kommes i).
Tilsæt nu et æg af gangen. Rør kraftigt hver gang. Jeg bruger en elpisker, det virker godt. Når alle fire æg er kommet i, er dejen nu klar. Hvis du laver dejen i god tid, kan du sætte den på køl indtil den skal i ovnen.
Fordel nu dejen på en bageplade med bagepapir. Vi plejer at lave det tal fødselaren bliver. Deror navnet ‘talkage’.
Kagen bages cirka 40 minutter ved 200 grader. Åben ikke for ovnen de første 30 minutter, da vandbakkelse ellers kan finde på at falde sammen, og miste sin luftighed.
Pynt den afkølede talkage med flag, slik, glasur og fødselsdagslys.

