Det allerførste vi gjorde i vores ferie var at tage sønnike med i Legoland, sammen med farmor. Vi overvejede oprindeligt at tage sønnike med i Legoland på hans fødselsdag, men det blev altså først her tre måneder efter vi gjorde alvor af det. Det var hans første tur i et sommerland og jeg har været rigtig spændt på hvordan han ville tage det. Vil der være noget han gad? Ville han kede sig? Ville det blive for meget? Ville vi stå med en hel umulig dreng, der ikke vil noget som helst? Ville der overhovedet været noget sjovt for ham at prøve?
I får svaret med det samme. Det gik over alt forventning. Han var lidt træt af at stå i lange køer, men han hylede ikke på noget tidspunkt. Han var måske lidt fyldt op med indtryk, men han tog det hele i stiv arm. Han startede ud lidt betænkelig, i toget og med safari vognene (selvom han elskede at kigge på dyrene og køre med rettet). Han fik dog helt optur da vi gik på Duplo legepladsen og så minibyerne med deres togbaner og flystationer. Det elskede han simpelthen at se. Vi havde stået der endnu hvis vi ikke havde ledt ham væk.
Af forlystelser så er der faktisk meget til de helt små. Der er hele Minilandet de kan prøve. Det var egentlig sjovt at opdage, at der var så meget, for førhen har jeg lidt følt at vi i danske sommerland var elendige til at lave ‘hygge’-ture og kun bygge den ene rutsjebane efter den anden. Jeg synes de er meget bedre til det i Disneyland f.eks. Måske fordi jeg selv får det så dårligt når jeg kommer i rutsjebaner, jeg bliver fysisk dårlig. Jeg har med årene måttet konstatere at jeg døjer med motion sickness som også forklare hvorfor jeg bliver så nem køresyg og søsyg. Jeg er ikke god til sving med for hurtige bevægelser, så får jeg kvalme. Det har faktisk kun været i Disneyland og Universal jeg har oplevet at være oppe i en rutsjebane der kørte langsomt nok til at jeg ikke blev dårlig af den. Der fik jeg i stedet den fornemmelse af sjov kilderen i maven som alle nok oplever ved de store rutsjebaner. Men jeg har helt tydeligt ikke være opmærksom på hvad der var til de helt små. Der var faktisk mere end vi nåede at prøve, før han blev helt træt og vi tog hjem ved 17 tiden, men der havde han også holdt ud helt fra kl. 10.
Køerne var han som sagt ikke altid lige begejstret for, men det var jeg nu heller ikke. Før jeg selv fik børn havde jeg virkelig en lav tolerance over for andre menneskers børn i køer må jeg sige. Nu er det lidt bedre, for de skal også have lov til at være der, men pyha, derfor kom det alligevel lidt under pres når jeg selv stod i kø med sønniken, som man nok også kan fornemme af mit lidt stive smil på billedet.
Efter vi kom hjem blev min mand og jeg hurtigt enige om at det ville vi gøre igen, snart. Næste år vil vi have årskort. Det var faktisk rart at han havde det på samme måde, for han kan godt lide at komme op i rutsjebaner og der var ingen der kunne gå med ham når vi bare var os og så glad han ikke. Men der er virkelig bare noget over, det at være afsted som en familie. Det har en anden charme end at prøve en masse forlystelser selv. Det havde jeg ikke forventet, men kun glad for at konstatere her bagefter.
Et par praktiske noter: så havde vi valgt at bage pølehorn hjemmefra og fryse dem, så de var tøet op i løbet af dagen og klar til at blive spist til middag. Det samme gjorde vi faktisk med vanddunke, så vi hele tiden havde noget at drikke af så vi ikke gik død i varmen. Det er ret dyrt at spise i Legoland og egentlig har vi ikke behovet for at sætte os ind et sted og spise noget finere eller bedre. Pølsehorn og medbragte (købt i forvejen) sandwiches var helt perfekt. Det medbragte frosne vand var guldværd i løbet af den varme dag og vi gik ikke og slæbte på en masse fordi vi alligevel havde klapvogn med til den bette, som han kørte rundt i når han ikke gad gå mere og sov i når han blev for træt.
1 tanke om “I Legoland med en 2-årig”