En dag i sommerferien

Kategorier Ferie, Sommer

 

 

Nogle sommerferiedage er gået med ingenting og andre har der været masse på programmet. Præcis som en god ferie skal være. Den her dag står stadig ret lysende for mig, for det var dagen hvor jeg opdagede noget nyt, prøvede noget nyt, hyggede mig med min mand og søn. Og ikke mindst fik set, hvordan min mands gamle legetøj er kommet til live igen. Gennem en generation.

Da min svigermor flyttede fik min mand alt hans legetøj hjem og her i ferien har han været ved at kigge på det og se hvad der skal smides ud eller hvad der skal gøres rent og gives videre. Det var til stor glæde og underholdning for Sønnike. Det gik der masser af tid med mellem de to. Mens de fornøjede sig med det først på dagen. Så gik jeg til gengæld i køkkenet, hvor jeg kunne se dem lege på den anden side af det åbne køkkenvindue. Det kan for nogen lyde som en straf, men for mig er det skønt at have lidt alene tid i mit køkken. Jeg elsker at lave forskellige madforsøg eller prøve nye opskrifter, som jeg har haft gemt af vejen til en dag hvor jeg fik tid og lyst. Det giver mig en ro og migtid, samtidig med at jeg laver noget der er en anden form for kreativt. Jeg har dog højest sandsynligt også gået rundt noget af tiden og haft en lydbog i ørene.

 

 

 

 

I køkkenet fik jeg frembragt lidt godt til vores afternoon tea. Det er nærmest den bedste form for kaffebord jeg kan forstille mig – også selvom det er uden kaffen. Det siger jo sig selv, at det er te der hører sig til. Sidste år var vi rigtig gode til at holde afternoon tea, der gjorde vi det hver måned, men så blev det til hver anden måned og pludselig er der gået et halvt år imellem. Det vil jeg gerne være bedre til at holde. Det er super hyggeligt og en god måde at have snakke tid sammen, mens den bette får en middagslur. Fingersandwichene var mine normale klassiske, selvom jeg prøvede en ny æggevariant. Kagerne var et forsøg på at lave en Christianshavnertærte fra Lagkagehuset og Sconesene har jeg tidligere lavet. Engang kunne jeg slet ikke finde ud af at lave scones, nu bliver de bedre og bedre for hver gang.

 

 

 

 

Til aften spillede vi for første gang brætspillet Harry Potter Hogwarts Battle og fik et glas Rosevin. Det er sådan en skøn fornøjelse at opdage noget nyt som man rent faktisk bliver så glad for, at man ikke kan holde op igen, eller have lyst til at gå i seng. Spillet var til stor glæde for os begge, så det fortsatte vi med i mange aftener i ferien. Men det har jeg allerede skrevet meget mere om i det forgående indlæg. 

Selvom vi på den her dag ikke var noget særligt, så var den bare fyldt med så mange fine stunder. Smil, grin og kram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *