Nu har jeg endelig juleferie – jeg har skrabet begge mine juleskrabkalendere i begejstring over, at jeg endelig har ferie. Arbejdsmængden har været tiltagende og jeg har følt at jeg har måttet løbe lidt for at følge med. Og når jeg kom hjem har det mest handlet om at være sammen med min familie og stene på sofaen med en julefilm. Og julefilm har jeg da i høj grad allerede fået set i år, og jeg har faktisk mest set de nye der har været til gengældelige på Netflix. Jeg har ikke fået set nogle af de gamle i år, men set i bagspejlet var det nok det jeg skulle have gjort, for jeg har ikke været videre imponeret over årets julefilm.
Prinsessen og dobbeltgængeren (set på Netflix)
Endelig et kvindeligt spin på eventyret om Prinsen og tiggerdrengen – det var det første jeg tænkte da jeg så at Netflix havde lagt denne nye julefilm op. Den handler også om en almindelig pige der skifter liv med en prinsesse der skal giftes med en prins. Så handler den ellers om hvordan de hver især skal prøve at begå sig i hinandens liv, hvilket er delvist sjovt og tåkrummende men i bund og grund ret fjollet. Den var ok underholdende, men den havde svært ved at golde min interesse fanget i særlig langt tid af gangen, så jeg så lidt hist og pist.
A Bad Moms Christmas (set på cmore)
Jeg var ikke så vild igen med Bad Moms 1, men den var da underholdende nok til at jeg godt gad se 2’eren med min mand. Især fordi 2’eren viste sig at være en julefilm. Denne gang er det den samme casting men nu handler det om deres mødre frem for hvordan de selv er som mor. Generelt synes jeg personligt at filmen er lige lidt for overdreven og det ville have klædt den at den var skruet lidt ned for, men den var mest af alt sjov og plat og lidt underholdende og lidt ligegyldig.
Julekalenderen (set på Netflix)
Jeg holder meget om præmissen bag filmen, men jeg synes ikke den var særlig godt udført. Den handler i bund og grund om en magisk julekalender som på magiskvis forudset hvad der sker i løbet af dagen og den ene til sidst med at to personer finder sammen. Ja, ideen var meget fin og på papiret føler jeg også den burde have holdt, men jeg ved ikke. Måske er det skuespillet eller manuscriptet. Den føles i hvert fald meget falsk og til tider lidt ligegyldig.
Christmas wedding planner (set på Netflix)
Virkelig dårlig. Enormt dårligt skuespil især. Den mindede mig meget om Hart of Dixie, bare virkelig amatør agtigt. Den handler om en kvinde der skal forsøge at være Wedding planner første gang men hun skal stoppe brudens ekskæreste, der efterforsker brudens tilkommende mand mystiske handlinger. Ja, den lyder også plat. Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte at se den – og endda se den færdig. Det tog mig også flere omgange. Jeg så lidt hist og her, fordi det ellers var lidt for hjernedødt at se det ud i et.
Christmas Chronicles (set på Netflix)
Dette er var også Netflixs egen julefilm og det er helt sikkert været den bedste vi har set i år – jeg så den med min mand. Min mand var ikke særlig imponeret og jeg må give ham ret. Jeg synes ikke Netflix laver så gode julefilm, de virker som hurtigt produktioner, som der ikke er tænkt ret meget over. Rent visuelt er dette dog en super flot film, der handler om to børn der har mistet deres far og den ene har måske også mistet sig selv lidt. De forsøger at finde julemanden, det lykkes, og de ender med at sætte hele julen i fare og må sammen med julemanden samle stumperne. Filmen er mere humoristisk end den er hjertevarm.
A Royal Wedding (set på Netflix)
Faktisk gik der en del tid før det gik op for mig at det her var en 2’er. Jeg troede at det var den første (som jeg så sidste år) de reklamerede for på Netflix. Men det er godt nok en helt ny udgave, hvor prinsen har fundet sin prinsesse, men nu handler den om at de skal giftes og at prinsen som nu er konge har problemer med at regere landet. Jeg var ikke fuldstændig blæst bagover af den første film og det er jeg heller ikke af den her, men den havde nogle søde juleøjeblikke, men historien og dialogerne og skuespillet … ja, det kunne man godt ønske var bedre.
