Da jeg var seks år gammel og skulle til Kreta med min familie, så jeg Knossos for første gang. ‘Så’ er faktisk ikke det rigtige ord. Det rigtig ord er at jeg indhallerede Knossos – jeg indåndede det helt ud i fingerspidserne og ud i de yderste hårspidser. Vi havde en dansk guide til at vise os rundt og jeg hang ved hvert eneste ord hun fortalte om Knossos og de græske myter.
Og måske er det faktisk der hvor min historie oprindeligt opstod. Det var ikke der jeg fik ideen som jeg skriver på i dag, men det var dér min kærlighed til den græske mytologi opstod.
Så at få lov til at se Knossos igen var det stort ønske jeg havde, da vi skulle til Kreta. Jeg ville også gerne have set Zeus’ hule, men desværre var det lukket på den tid af året, hvor vi var der. Det må blive en anden god gang.
At gense Knossos var en vildt god oplevelse. Det var som et stykke gemt glemt nostalgi som kom til at stå lysende klart igen.
Historie har altid fascineret mig, og her tænker jeg ikke den fiktive historie (som selvfølgelig også fascinerer mig), men vores verdenshistorie. Når jeg står på Knossos og forstiller mig livet der for nogle tusinder år siden, bliver der vækket en eller anden begejstring for de historier vi aldrig fik fortalt. Og når man så tilføjede myterne og fortællingerne som menneskerne der boede der på den tid, elskede, så har man det ypperste: den græske mytologi.
