For 14 dage siden havde jeg stadig håb. I går bar jeg kisten ud af kirken og hen til min mors sidste hvilested.
Jeg var sammen med min mor dagen før det skete.
Da det skete, den 28. december, hørte jeg hendes stemme i telefonen. Hun havde hovedpine. Under aftensmaden ringede min far og fortalte, at min mor var blevet kørt på sygehuset med ambulance.
Hjerneblødning. Svær hjerneblødning. Umuligt at gøre noget ved.
Ventetid. Ventetid. Ventetid.
Min mor vågnede ikke, og nytårsdag blev hun taget af respiratoren. Hun døde to dage senere, den 2. januar. Dagen før hendes yngste barnebarns fødselsdag.
Det hele skete så pludseligt og uventet, og det har været ganske forfærdeligt. Det bliver det nok ved med at være i noget tid endnu.
