Sidste mandag var det min fødselsdag – den første uden min mor, og jeg følte ikke for at fejre den. Faktisk slet ikke. Mor var altid den første, der ringede om morgenen for at ønske tillykke, og det manglende opkald lagde en mørk, dyster tåge over hele dagen. En tåge, som hverken aftog eller lettede i løbet af dagen.
Ældste barnet havde ellers sørget for perlegaver og fødselsdagssang spillet på klaver. Manden min havde givet grøn lys til sushi til aftensmad. Og min søster kom med chokoladekage. Så man kan argumentere for at den værste fødselsdag jeg har haft stadig var den dag, hvor vi begravede min mands elskede morfar.


Dagen før min fødselsdag tog vi ungerne med en tur i biografen og så Sonic 3 og så spiste vi efterfølgende på Pincho Nation. Det føltes her bagefter som en slags snig måde at fejre min fødselsdag på, før tågen nåede at lægge sig.


