Wicked del 2 (set på SkyShowtime gennem YouSee Play)
Man kan jo ikke have set del 1 uden også at se del 2. Men jeg blev nu ikke skuffet over anden del. Jeg er generelt bare ret glad for musicalen Wicked, som jeg både har set på dansk og engelsk i teatret. Og nu som filmatisering – og både del 1 og 2 gør det faktisk ret godt. Jeg er glad for, at de gav den al den plads, de gjorde.
Mission bæver (set på Disney+)
Okay, det sidste nye skud på Pixar-stammen er ærligt talt nok den dårligste Pixar-film, jeg nogensinde har set. Og det er egentlig ikke, fordi den ikke er god, men den er simpelthen alt for voldsom for børnene. Så det ødelagde virkelig oplevelsen. Der er et sted i filmen (det er ikke en spoiler), hvor et menneskeliggjort insekt pludselig bare bliver klasket, og det var simpelthen så stort et chok for børnene, at det totalt ødelagde resten af oplevelsen. Og filmen frarådes kun børn på 7 år og derunder. Jeg tror, det var et chok, fordi det ikke er, hvad man forventer af en Pixar-film. Så det var faktisk bare en enormt dårlig oplevelse.
Downton Abbey – The Grand Finale (set på SkyShowtime gennem YouSee Play)
Hvis man som jeg har fulgt Downton Abbey gennem alle sæsoner og alle film, så er det lidt en no-brainer, at man skal se den allersidste filmatisering. Den var ikke nødvendig at se, men det var alligevel en god oplevelse.
Paw Patrol-filmen (3) – The Dino Movie (set i biografen)
Jeg har nu været i biografen med mine drenge og set alle tre Paw Patrol-film, og måske er den her faktisk den mest kedelige. Det virker, som om de skruede op for spændingen i film nr. 2, og her i 3’eren har de skruet gevaldigt ned. Men yngstebarnet fandt den alligevel fint underholdende, og jeg er ikke helt sikker på, at de gider se den, når den næste kommer. Så tror jeg, de er vokset fra den. I hvert fald hvis de holder den på samme niveau som film nr. 3.
Håndbog for superhelte (set på HBO Max)
Vi satte os ned og så Håndbog for superhelte, efter jeg havde læst de små grafiske romaner, som den bygger på. Filmen var faktisk ikke så god som de små grafiske romaner – selve historien afviger fra bogen flere steder – men børnene var ret godt underholdt alligevel, og de beholdt også mobbetematikken, hvilket jeg synes var fint.
Hail Mary (set på Prime)
Okay, det er her, jeg for alvor bliver upopulær, tror jeg. For jeg faldt ikke ned af stolen over den her film, slet ikke. Ja, den var god, men den var ikke mere end det. For mig er den ikke nogen ny storfilm, og den bliver også en, der kommer til at blive arkiveret væk som: ‘god, men jeg behøver ikke at gense den’. Normalt har jeg ikke de store problemer med lyserøde Hollywood-slutninger, men altså … her synes jeg, det var skudt helt ved siden af.
The Mandalorian and Grogu (set på Disney+)
Jeg vil SÅ gerne have kunnet lide den her film, men jeg er splittet. Jeg kan rigtig godt lide tv-serien, men filmen formår ikke helt at komme op på samme niveau. Men alligevel gik tiden rigtig stærkt, da jeg så den, men omvendt … der skete ikke ret meget, så jeg forstår ikke helt hvorfor. Punktet, hvor vi alle skulle sidde med tårer i øjnene – eller som minimum med følelserne uden på tøjet – faldt fuldstændig fladt og ligegyldigt ud. Så det var virkelig en skuffelse.
Wuthering Heights (set på HBO Max)
Åh … den her ville jeg også ønske, jeg havde elsket, men det gjorde jeg ikke. Jeg synes, castingen var god, men den blev på en eller anden måde gjort for sær og fjern flere steder, så det var svært helt at komme ind i historien. Men ulig den sidste Wuthering Heights-filmatisering fokuserede denne mere på kærligheden/besættelsen mellem Heathcliff og Cathy end på følgerne af deres besættelse af hinanden. Og den del synes jeg faktisk var vellykket.