Jeg elsker at læse og se masser af ting med julestemning i når det bliver december. Nogle gange synes jeg det er lidt svært at få en masse julestemning og festligheder ind i hverdagen (det hjælper dog med sneen), men hvis jeg lige får set eller læst lidt julet, så føles december langt mere rigtig.
Mine børn gider ikke følge med i julekalendere (tro mig, jeg har prøvet), så det ser vi faktisk ikke i år. Jeg kunne bare se det selv, men for mig er det bare virkelig meget en familieting, som man ser sammen med andre. Så jeg krydser fingre for, at der kommer noget til næste år, som de har lyst til at følge med i.
Her er en liste over hvad jeg har set indtil videre og hvad jeg stadig gerne vil se i julen.
Hvad jeg har set/stadig følger med i:
Hotel Savoy – femstjernet luksus – sæson 1 og 2 – set på tv2 play
Jeg elsker London og jul. Det er den perfekte kombination og gid jeg havde masser af penge i hele verden, for så ville jeg tage en weekend til London hvert år. Men det bliver alt for dyrt. I stedet nærmest åd jeg de her to sæsoner af Hotel Savoy. Åh… juledekorationerne, julestemningen og ikke mindst afternoon tea delen var så hyggeligt, at følge med i mens jeg lavede aftensmad eller lignende.
Jul på luksushotellet (The Plaza i New York) – set på tv2 play
Efter at have set Hotel Savoy dokumentaren så var det naturligt, at fortsætte med at se jul på The Plaza i New York. Men af en eller anden grund var det ikke når så hyggeligt, at sidde at se som den bristiske. Men jeg elsker som sagt også alting britisk.
Lydia Millen – vlogmas – set på youtube
De sidste fire-fem år har jeg fulgt med i vlogmas på youtube, dog ikke altid den samme. Dengang Fleur de force lavede dem var det kort, cute og festligt, men desværre laver hun dem ikke længere. Det var ellers den bedste kombination. I stedet følger jeg med i Lydia Millen, som nogle gange laver en ok vlogmas. Det gjorde hun i hvert fald sidste år. I år er jeg skuffet. Der er ikke ret meget jul over det og de er lange og meget ligegyldige. Desværre. Overvejer at droppe at se resten, men man kan jo håbe, at nu vi nærmer os jul, at der kommer lidt mere jule over det.
Tror du på julemændene? – set på Disney+
Jeg har kun set de to første afsnit af den her og jeg ved derfor endnu ikke helt hvad jeg kommer til at synes om den. Men ligenu føler jeg lidt, at det er den her jeg skal sætte alle mine julestemningspoletter på. For julestemningen er helt i top, så så langt så godt. Så må vi håbe at plottet viser sig at holde eller være en tyk nok kakaoblanding, til at holde en underholdt. Heres hoping.
Falling for Christmas – set på Netflix
Hvis du spørger mig, så vil jeg sige, at den her film var sådan ret Hallmark agtig. Under den definition ligger for mig dårlig skuespil og så sukkersød, at det næsten gør helt ondt. Man skal i hvert fald være i humør til at se det. Fx hvis jeg er lidt depri (hvilket jeg faktisk aldrig er) så ville jeg lappe det i mig. Dermed sagt, så var ‘Falling for Christmas’ overraskende god. Den var sammenhængende og sød og sjov. Skuespillet var ikke horribelt og den var egentlig meget god. Det er ikke en julefilm man kan se igen og igen hver jul, men én gang var fint.
The Guardians of the Galaxy – Holiday Special – set på Disney +
Den her havde det hele. Humoren og julestemningen var i top. Den var så god, at vi så den flere gange og en gang med børnene også. Den er nemlig ikke noget som sådan de vil kunne blive skræmt af, på trods af at det er Marvel superhelte. Men Loke kendte dem godt i forvejen fra diverse steder (lego og mindre tegneserier), så han synes det var mega sjovt. De har også virkelig gjort den julet og tilmed lavet en ret god julesang.
Hvad der stadig er på min jule-to-watch-liste:
Listen her kan ændre sig en hel del – især efter om der dukker noget nyt og interessant op, men i høj grad også efter humør. Men her er hvad der er på listen lige nu:
Lord of the Rings (extended udgave som vi har på blueray)
Jeg ved godt, at det her ikke er en julefilm, for der er intet julet i den overhovedet. Men for mig er det alligevel lidt en film som gerne skal ses i julen. Indtil vi fik børn, så mig og min mand den hvert år til jul og vi så den også i biografen aller første gang til juletid. Så det føles bare helt rigtigt.
Den store jule- og nytårsbagedyst 2022
Jeg elsker jule-udgaver af tv-ting og jeg skal derfor gerne se den.
Stormester julespecial 2022
Samme med den her. Stormester er meget sjovt at se og de gør det ekstra jule i deres julespecial.
I den søde juletid – sæson 5
Jul og la Galce hænger jo unægtelig sammen. Jeg laver altid deres ‘Grandtræet’ (i år købte jeg den derfra i stedet) og nogle gange også deres småkager og sportskagen.
Christmas with you
Julefilm på Netflix med Aimee Garcia og Freddie Prinze jr. Virker også ret Hallmark-agtig, men jeg giver den en chance.
Scrooge: Et juleeventyr
Diggens juleeventyr bliver der nærmest lavet en ny udgave af hvert år. I år er der en ny animeret udgave på Netflix og den skal jeg da have set. Historien er jo indbegrebet af jul.