Da jeg mandag aften satte mig ned for at skrive den blogpost, som jeg havde planlagt i mit hoved, var jeg tom for ord. Der var noget andet der fyldte. Og stadig gør. På daværende tidspunkt lagde min moster for døden og nu er hun ikke hos os længere. Hun blev 93 år gammel. Min familie på min mors side er meget stor og jeg så derfor heller ikke min moster særlig ofte – og det er heller ikke min egen sorg der fylder – det er mere min mors, der har mistet sin storesøster – og det er min bedste venindes, der har mistet sin bedstemor. Ja, min kusines datter. Jeg har set mange fantastiske barnebarn-bedsteforældre forhold, men deres var nu noget helt særlig. Min moster har altid været der for min veninde. Altid. Hun har været der når vi andre ikke slog til. Min moster var et fantastisk menneske. Hun og min mor er lavet af samme støbning. Der er ikke det de ikke vil gøre for dem de elsker – og ofte gerne på deres egen bekostning. Uselviske. Givende. Støttende og lyttende. Hun vil blive savnet.