På det sidste #16

Kategorier På det sidste

Jeg nærmer mig min barsel med hastige skridt – alt for hastige. Jeg synes de sidste par dage har været en slags limbo, hvor en del af mig gerne vil dvæle ved arbejdet lidt endnu inden jeg kommer til at være væk i mere eller mindre et år. Og den anden del af mig har stået med benet på vej til barsel og til det som jeg ved min krop har brug for. For samtidig med at jeg har haft travlt med at nå alt det jeg frygtelig gerne vil være færdig med på arbejdet, så har mit forhøjede blodtryk også vist sig og begyndt at stige lige så stille og roligt, hvilket selvfølgelig har betydet flere afslapningstimer. Dertil har jeg lige haft en uge hvor jeg havde en slem forkølelse og nærmest ikke kunne andet end at ligge i sengen, så alt det har ikke givet meget tid til bloggeri – hvilket jeg har savnet.

Men nu er der endelig lidt mere ro på igen. Jeg har stadig nogle ting jeg frygtelig gerne vil nå, men på et eller andet tidspunkt må man også erkende at man ikke kan nå alt.

 

 

Heldigvis har der også været tid til en del rare ting på det sidste. Blandt andet har vi været inde og se ikke mindre end to musicals. The Book of Mormons som den første, i Aarhus – det er faktisk et gensyn, for vi så den for første gang i London for nogle år siden efterhånden. Det er seriøst en af de sjoveste musicals jeg nogensinde har set – samtidig er den fyldt med virkelig skøn musik og virkelig fantastisk skuespil. Første gang min mand og jeg så den var den uden tvivl sjovest. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af grin. Denne gang kunne vi huske rigtig mange af joksene og det tager lige toppen af det, men jeg grinte stadig højt et par gange hist og her, og det var virkelig et skønt gensyn.

 

 

 

 

Den anden musical var den danske opsætning af ‘Klokkeren på Notre Dame’ som vi så i Fredericia. Efter vi havde set Tarzan og rost den til skyerne blev vi anbefalet at se ‘Klokkeren’ og hold da op ja, hvor er den helt fantastisk og storslået. Vi har aldrig siddet så tæt på scenen og det var i sig selv en ret stor oplevelse. Man kunne endda sidde helt oppe på scenen og være en del af opsætningen, men det gjorde vi trods alt ikke.

 

 

 

Der blev også tid til at jule lidt i november, blandt andet var vi til et juledekorations arrangement på min mands arbejde, hvor sønnike fik en gave fra julemanden. Juleforberedelser herhjemme har der også været god gang i og jeg mangler faktisk kun at købe en julegave, en fødselsdagsgave og en mandelgave i december – and that’s it.

 

 

Og verdens bedste veninde har været på visit og en af gangene tog hun sit kamera med og tog nogle fine mavebilleder af mig. Hun er professionel fotograf, så det var helt forrygende fantastisk. Jeg plejer jo selv at stå rigtig meget bag kameraet så det føles simpelthen så skønt at få taget billeder og samtidig vide at de bare bliver helt perfekte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *