Årets store bogfest er slut og jeg er så glad og taknemmelig her dagen efter. Jeg snakkede med SÅ mange dejlige mennesker og fik faktisk slet ikke set nogle interviews ud over dem på Turbines stand som jeg kunne høre med et halvt øre. Det var så fantastisk givende at være afsted igen. Jeg var afsted for første gang uden min mand siden dengang Bogforum var i Forum og det var faktisk en smule vemodigt, selvom jeg altid har ondt af at han skal stå og vente på jeg får knævret færdig, men jeg kunne godt finde på at tvinge ham med næste år alligevel. Det er så dejligt at have nogen at dele det hele med.
Så november scorer allerede ret højt på måneds-point men den er jo først lige begyndt og jeg har masser af andre gode ting i vente.
Her er hvad jeg håber november ellers byder på:
- Nanowrimo skrivning – jeg er allerede frygteligt bagefter her efter bogforum, men for mig er det heller ikke helt så vigtig om jeg rammer de 50.000 ord, det mest vigtige for mig er at jeg får skrevet noget og kommer ind i en god rytme. Om jeg bliver færdig i november eller december er ikke så vigtig. Men planen er at jeg i hvert fald gerne vil have skrevet 1. udkast og så begynde det kæmpe redigeringsarbejde fra januar.
- Juleforberedelser – jeg begynder altid super tidligt – for jeg elsker det! Jeg har indkøbt børnenes pakkekalender, så nu skal jeg bare lige finde tid til at pakke dem ind – alle 48 gaver.
- Julemarked på Rosenholm slot med familien
- Mortensaften
- Og vores traditionelle ‘Vildt aften’, i år har vi bestilt krondyr. Mums jeg glæder mig.
- Se masser af klichefyldte julefilm. Og så håber jeg der også er nogle gode imellem, fx har jeg store forventninger til ‘A Boy Called Christmas’ som kommer på Netflix for bogen var simpelthen så fin og god.
- Skolemøder – tænk at mit ældste barn er så gammel at han snart skal til at begynde i skole og at det allerede er nu hvor man skal til alle mulige møder omkring det. Ja, jeg forstår det ikke rigtig, hverken hvorfor vi allerede begynder nu men slet ikke hvordan at han pludselig er blevet så stor.
- Sende to nye af mine papbøger til tryk, som jeg er både forfatter og grafiker på.
- Black Friday shopping – sådan helt planlagt indkøb og ikke noget impuls halløj man aldrig får brugt
- Første advent lander også i november og jeg tænker da jeg skal i gang med både dekorationer og juleoppyntning inden. Jeg skal helt sikkert også finde ud af hvad der skal bages til jul.