I vores første æblesæson i vores nye hus med vores nye store æbletræer, har vi slet ikke udnyttet udbyttet nok, men jeg har dog prøvet langt mere æbleopskrifter af i år end jeg har gjort i rigtig mange år, og flere har jeg skrevet mig bag øret … eller jeg skriver dem i hvert fald ned her, så jeg kan huske dem til næste år.
Æbleboller med snobrød-dej:
Omk. 3 æbler, skåret i tern med skræl
Røget paprika, sort peber og kanel
25 gram gær
2 1/2 dl lunken vand
lidt salt/sukker
400 gram hvedemel
En lille håndfuld valnødder
Vend æblerne med lidt krydderi, jeg brugte røget paprika, sort peber og kanel. Put dem 15 minutter i ovnene ved 200 grader. Lad dem køle af.
Smuldr gæren og rør ud i lunken vand. Tilsæt lidt salt og sukker.
Tilsæt næsten al melet og herefter æblerne og valnødder.
Hæv i 30 minutter.
Form herefter til boller og pensel med æg. Hæv yderligere 15 minutter.
Giv dem omkring 15-20 min. ved 200 grader.
Bedst når de er varme og med smør.
Æble, spinat smørrebrød:
2 æbler, skåret i tern med skræl
Blandet løg og hvidløg
En håndfuld spinat
Lidt krydderier
Rugbrød
Put smør på en pande og karamelliser æblerne sammen med løg (jeg brugte rødløg og skalotteløg) og hvidløg.
Kom spinat på og krydre efter smag.
Spis på et stykke rugbrød.
Æblecrumble med marcipan
6 æbler
20 gram sukker
1/2 tsk kanel
150 gram marcipan
110 gram hvedemel
75 gram flormelis
100 gram blød smør
Tænd ovnen på 200 grader
Skræl æbler og skær dem i skiver
Bland sukker og kanel med æblerne.
Riv marcipanen og bland med mel, flormelis og smør. Ælt blandingen sammen til en smuldredej. Fordel dem ovenpå æblerne i et tærtefad.
Bag gyldne i omring 20-25 minutter.