København igen, igen

Kategorier København

Juni måned har været alt for kaotisk indtil videre. Det har været en kombination af at have for travlt, have en syg søn (endnu engang!), selv skrante lidt (endnu engang) og have en arbejdscomputer der valgte at stå af på det helt forkerte tidspunkt. Men efter alt det føler jeg mig i dag faktisk helt nulstillet igen, for vi har endnu engang (min mand og jeg) været på kærestetur i København. Ja, det er nu tredje gang i 2018, og faktisk er det lidt tilfældigt, for der var et arrangement jeg ikke kunne sige nej til den første gang og de to andre gange her, har det været noget min mand gerne har villet se i en milliard år, og så er det typisk at begge ting falder så tæt oveni hinanden.

Vi tog færgen over fra Aarhus og det første vi gik i kast med var selvfølgelig at jeg skulle shoppe lidt rundt. Det lykkes mig kun at købe en enkel mac læbestift, resten blev bare til en masse dufteri (af alle de parfumer man ikke kan dufte til i Jylland) og så var jeg selvfølgelig lige omkring Boghallen hvor jeg også altid – udover at kigge på spændende bøger jeg gerne vil købe (men jeg har lige lagt en mindre formue hos saxo) – lige kigger efter de bøger jeg selv har designet. Det er lidt sjovt at se dem i butikken. Jeg var også lige omkring en ny butik Crime Passionnel, som er en parfume butik i København.

 

 

Til aftensmad var vi på A Hereford Beefstouw, fordi jeg i evigheder har haft lyst til at prøve deres surf ‘n turf. Hummer med oksemørbrad. Samtidig. Ja, jeg forstår ikke helt konceptet, så prøves det skulle det. Jeg forstår det faktisk meget godt nu, for de har faktisk nogenlunde samme konsistens. Men jeg fortrækker dem nu til enhver tid hver for sig. Vi sad med udsigt til Tivoli, så det var bare super hyggeligt.

Efter maden, en dårlige latte (køb ikke café latte ved A Hereford Beefstouw, få den et andet sted) tog vi ind for at høre komikeren Steven Lynch. 

 

 

Herefter sagde vi faktisk farvel København og kørte hjem selvsamme aften. 3,5 time tager det for os. Men det var faktisk ikke til at opstøve et hotelværelse til nogenlunde fornuftige penge i byen. Vi var også ude i ret dårlig tid, så vi tænkte skidt pyt og så havde vi en dag hjemme, hvor vi sov længe, lå i sengen resten af dagen og så masser af tv-serier. Det var skønt!

 

1 tanke om “København igen, igen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *