Madpakke nudler – Kop suppe

Kategorier opskrift

Jeg er en skovl til det der med madpakker. Det har jeg altid været. Lige siden jeg var barn nægtede jeg at få madpakker med og hver dag i skolen fik jeg en 1/4 mælk og et rundstykke. Det var det. Hver dag, bortset fra de dage jeg sprang over. Det blev bestemt ikke meget bedre, da jeg blev ældre. I Handelsskolen var der dog en bedre kantine. Nogle enkelte år har der været madpakkeordninger på mine arbejdspladser, men da disse gik over til madpakker, så sprang jeg over frokosten over i stedet.

Der er flere grunde til det. Jeg gider ikke bruge tid på at lave madpakker dagen forinden. Det skal virkelig ikke tage ret langt tid at lave hvis jeg gør. Derudover så spiser jeg med øjnene, og jeg kan simpelthen ikke få en klapsammen mad ned. Den er bare så uinspirerede og på ingen måde indbydende. Så vil jeg hellere undvære at spise. Og det har nok været ulempen, for jeg har altid sagtens kunne springe måltider over. Men hvor sundt er det lige?!?

Siden jeg startede på arbejdet efter barsel igen kunne jeg mærke et større behov for at spise, og så var gode råd dyre, men det gik meget fint i en periode med rugbrød og lidt pålæg jeg tog med, og så kunne jeg smøre på arbejdet. Men når jeg har langt på arbejde, så er det bare surt at have haft pålæg til at ligge i tasken 1 1/2 time før jeg kom frem.

Men ligeså stille så er jeg kommet på den her løsning med nudler, grøntsager hældt over med kogende vand. Det kogende vand hælder jeg så først over når det er tid til frokost på arbejdet. Det er for mig lettere genialt. I starten fandt jeg det lidt håbløst fordi jeg følte mig lidt låst i de opskrifter eller ideer jeg så rundt omkring på nettet. Jeg faldt over det første gang hos The Londoner for flere år siden og elskede ideen. Men, at stå og koge nudler aftenen før gad jeg virkelig ikke. Så anmeldte jeg kogebogen Salater i glas og var igen blev jeg vild med ideen og fik lidt baggrunds info om at f.eks. dressing altid skal i bunden, så kommer kød, og så salat. Men jeg kunne ikke lige overskue de opskrifter heller. Jeg synes det var for meget arbejde. Men det faldt faktisk lidt i hak, da jeg så Valdemarsros udgave og selvom de også alle virkede meget tidskrævende, så gjorde hun faktisk det at hun ikke kogte nudlerne inden.

En lang historie kort: Jeg har fundet ud af at jeg ikke behøver at holde mig til opskrifter. At jeg bare kan eksperimentere med hvad vi har fået til aftensmad plus hvad vi ellers har i køleskabet. Grundingredienser er nudler, bouillonterning, kød og grøntsager. Og selvfølgelig kogende vand når jeg når frem.

Hold op hvor er jeg blevet glad for den løsning. Jeg undgår nemlig mere madspild, og jeg elsker at eksperimentere med flere forskellige smagsvariationer og derudover er det bare super super nemt. For grøntsager skal vi altid have til aften alligevel, så det er så nemt lige at skære lidt ekstra. Og det er aldrig kedeligt, for jeg har altid nogle rester til at ligge fra andre dage (fordi ja, jeg er typen der ikke orker at spise de samme grøntsager to dage i træk). Sidst men ikke mindst så tiltaler det fuldstændig mine madøjne og ikke mindst mave dagen efter når jeg rent faktisk skal spise den.

Så tippet er givet videre hvis du også finder madpakker svære og generelt er ret besværligt omkring det ligesom mig. :0) Eller hvis du bare kunne bruge en kop nudler en dag.

 

Hvad man skal bruge:

Et glas/beholder der kan lukkes ordentligt og tåler kogende vand.

Nudler

Bouillonterning (ligegyldigt hvilken) – for at give suppesmagen – plus lidt andet godt. Jeg eksperimentere med soya, tomatpasta, hvidløg, chilimajo, oliventapanade, barbecuesovs – ja, alt det der står af rester i køleskabet. 

Kød: Rester fra aftenen før fungere godt for mig hvis jeg tænker det ind. Men jeg fortrækker mest kylling, bacon, pulledpork eller kød fra steg.

Grøntsager: Alt der er godt lige at blancheret af i lidt kogende vand, dvs. champignon, majs, tomat, aubergine, squash, grønne asparges, rød peber, gulerod, blomkål, forårsløg (sidstnævnte skal jeg altid gerne have i min, mums)

 

Man putter så knust bouillonterning (jeg bruger en halv terning okeskødsbouillion her) i bunden sammen med f.eks. en spiseske soya, en spiseske barbecuesovs og en spiseske tomatpasta, som jeg har gjort i eksemplet her.

Så putter man kødet i. Her er det rester af pulled pork. Kødet skal i lige efter dressingen som så fungere som en slags marinade til kødet natten over. Herefter kommer jeg de rå nudler i. Jeg deler nudlerne i fire stykker for at få det til at være der.

Herefter tilføjer jeg de grøntsager jeg har lyst til at få i min suppe. Så smider jeg låget på og sætter det hele i køleskabet til dagen efter.

Næste dag tager jeg det med mig på arbejde og stiller det i køleskabet på arbejdet indtil det er frokost tid. Så koger jeg blot lidt vand i elkedlen og hælder over. Rør det hele godt rundt og lad det stå og trække i 1-2 minutter og så er det klar til at blive spist.

 

 

Her trin for trin:

 

 

 

 

 

1 tanke om “Madpakke nudler – Kop suppe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *