Ostekugler

Kategorier opskrift

Vi skulle have haft barnedåb her den 12 april, og i den forbindelse var jeg gået i gang med at afprøve nogle opskrifter som jeg gerne ville lave til dagen. Planen var at holde det herhjemme, bare med den nærmeste familie og med fadderne. Men nu hvor der er gået Corona i verdenen, så er det hele sat lidt på hold. Det er da lidt ærgerligt, at vi skal vente med at døbe lillebror til han bliver ældre. Vi kan i hvert fald ikke regne med at bruge familie dåbskjolen, som han nærmest allerede er for stor til. Men jeg kan ikke rigtig hidse mig op over det, for det er sådan det må være lige nu og der er alligevel så mange andre ting der fylder.

 

Jeg vil også hellere prøve at fokusere på de mere positive ting, for når verdenen ser ud som den gør ligenu, så bliver man pludselig så taknemmelig for det man har og man værdsætter de småting mere. Som de her fantastiske ostekugler. De er så lækre. De er faktisk så lækre at jeg som ikke rigtig kan lide ost er helt vilde med dem. Men de indeholder også kun de oste som jeg godt kan lide – flødeost og pizzaost.

 

Ostekugler:

200 gram flødeost naturel

2 spsk creme fraiche (18%)

2 tsk Worcestershire sauce

50 gram revet pizzaost (gerne med Cheddar)

Knivspids salt

Pecannødder

Pistacienødder

Tørrede abrikoser

Brød

 

 

Bland flødeost, cremefraiche, Worcestershire sauce, revet pizzaost og salt sammen.

Lav små boller ud af dem som senere skal formes til kugler. Jeg brugte en kombination af en iskugleske og våde hænder for at samle dem. Placer dem på et stykke bagepapir og sæt dem i køleskabet i min. 2 timer.

Efter de 2 timer hak pecan- og pistacienødderne og skær abrikoser i små stykker. Rul herefter ostekuglerne i den kombination du gerne vil have. Jeg brugte Pecannødderne og abrikoserne sammen og pistacienødderne alene.

Put dem tilbage i køleskabet indtil de er klar til at blive serveret. Hav dem gerne til at stå en 10 minutter ved stuetemperatur før servering.

Jeg serverede den med pitabrød skåret ud i fire trekanter.

 

 

 

Trin for trin:

 

   

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *