Serier jeg ser i øjeblikket #5

Kategorier Tv-serier

 

Game of Thrones sæson 8 (set på cmore)

Det er klart at Game of Thrones sæson 8 fylder ret meget herhjemme i øjeblikket – og generelt mine samtaleemner med andre. På mandag kommer aller sidste afsnit i serien og kortene er lagt på bordet og mange ting kan vi gætte os til, mens andre står stadig hen i det uvisse. Uden at spoile noget for nogen, så er min generelle oplevelse af sæson 8 indtil videre, at alting sker for hurtigt. Det er ligesom sæson 7, det går alt for stærkt i forhold til, hvor meget tid der tidligere er blevet brugt til at opbygge de her store karaktere. Og ja, jeg tror desværre at jeg primært mest er skuffet over sæson 8, så nu håber jeg bare inderligt at det sidste afsnit ikke falder helt til jorden. Den her episke serie fortjener virkelig en god afslutning.

 

The Order sæson 1 (set på Netflix)

Varulve og magikere. Ja, det her er jo en serie for mig og jeg fandt den da også rigtig underholdende. Men både min mand – som jeg så serien med – og jeg, synes måske godt at den kunne være skrevet bedre. Den er måske en smule uoriginal. Vi er enige om at vi gerne vil prøve at starte med at se sæson 2, når den kommer på Netflix, men vi er begge lidt meeh.. over hvordan sæson 1 sluttede og derfor en smule bekymret for sæson 2.

 

 

The Umbrella Academy sæson 1 (set på Netflix)

Ligesom med ‘The Order’ så har min mand og jeg fået set sæson 1 færdig af ‘The Umbrella Academy’ også, siden sidst. Præmissen og ideen bag den her tv-serie er rigtig god – måske er det fordi den bygger på en tegneserie, men den er virkelig fin. Den handler om en familie af børn der er født samme dag og med magiske egenskaber. Alle egenskaber er forskellige. Det største minus ved serien, er at den er super super nem at forudsige. Men karakterne er alle unikke og interessante at følge og jeg kommer helt sikkert til at følge med i sæson 2.

 

Chilling Adventures of Sabrina del 2 (set på Netflix)

Jeg er lige begyndt på del 2 af den her serie og jeg synes virkelig den er ret hyggelig. Den minder mig lidt om dengang, hvor jeg sad og så Buffy eller Heksene fra Warren Manor. Derudover så er jeg evig fan af Miranda Otto (der har været med i Ringenes Herre) som spiller en af tanterne i serien. Jeg er dog lidt skuffet over at Salem ikke har en større rolle, men eftersom skuespilleren der spiller Sabrina er allergisk over for katte, så bliver der nok ikke lavet så meget om på det. Chilling Adventures of Sabrina bygger på en tegneserie og det er samme tegneserie som Sabrina the teenage Witch byggede på, men den her udgave er mere dyster og skulle ligne den oprindelige tegneserie mere.

 

Lucifer sæson ‘2’ (set på Netflix)

Ja, sæson 2 i gåseøjne – for jeg genser sæson 2. Jeg har faktisk set til og med sæson 3 og jeg kunne sådan set bare hoppe til sæson 4 som lige er landet på Netflix, men jeg har fået min mand til at se serien sammen med mig, så nu venter jeg på at vi sammen er up to date. Så den ser vi sammen i øjeblikket. Det er faktisk meget fint lige at se serien igen, for jeg har allerede svært ved at skille sæson 2 og 3 fra hinanden, fordi jeg så dem så hurtigt efter hinanden, da jeg så dem første gang. Og det er bare top god underholdning, at se Lucifer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *