I min barsel har jeg formået at se rigtig mange film og tv-serier – for et eller andet skal man jo gerne lave mens man sidder og ammer, i hvert fald når baby spiser så tit som min gør. Her er nogle tanker om de sidste film jeg har set:
Tolkien (set på Blu ray)
Åh, jeg havde glædet mig så meget til at se den her film, for jeg elsker Tolkien. Jeg stornød også filmen – MAX. Jeg ville dog ønske to ting: Den ene er, at de ikke havde taget sig så mange kreative friheder og hold sig mere til den oprindelige historie. Den sidste ting genere mig faktisk aller mest og det er, at man ligesom i ‘Becoming Jane’ filmen, laver de her sjove underlige visninger af hvordan ideerne er kommet til forfatteren. Det må de meget gerne holde op med for min skyld. Det er lidt noget pladder at tolke på hvilke begivenheder der måske har frembragt en bestemt ide eller scene til ‘The Lord of the Rings’. For helt ærligt så ja, så henter vi da alle noget fra virkeligheden i det man skriver, men man henter altså også en hel del i sin fantasi – og lige præcis Tolkien skal virkelig anerkendes for at skabe det unikke i hans tanker. Jeg tror ikke hans fortællinger er 1 til 1 med noget han har oplevet. F.eks. at krigen med dens ild og eksplosioner skulle frembringe et billede af en kæmpe stor drage for ham. Jeg ved det ikke, men jeg føler lidt det er at tale hans mesterværk ned. (Det samme gælder Jane Austen i Becoming Jane)
Løvernes Konge – liveaction (set på Blu ray)
Jeg er fan af de her Disney liveaction film, hvor de genindspiller de gamle Disney klassikere, men lige præcis Løvernes Konge føler jeg ikke er så vellykket. Jeg føler nemlig ikke – som jeg har gjort med de andre liveaction film jeg har set – at jeg får noget nyt. Det er lidt ligesom at se den gamle animeret film, bare i en nyanimeret udgave. Man kan selvfølgelig ikke lave den med levende dyr og da der heller ikke optræder nogen mennesker i filmen, så er det jo logisk nok, at det er sådan. Jeg kan bare mærke, at de betyder rigtig meget for mig, med de her liveaction film, at der bliver tilføjet noget nyt – en menneskelig kant, og det er der bare ikke i den her film.
Yesterday (lejet på blockbuster for månedlig yousee kode)
Yesterday handler om en mand som er den eneste i hele verden der synes at kunne huske ‘The Beatles’. Han sætter sig derfor selvfølgelig for at huske alle sangteksterne og får dem genindspillet. Han bliver lynhurtigt en verdensstjerne. Samtidig er der en lille kærlighedshistorie flettet ind i fortællingen. Derudover er der et par sjove optrædener af henholdsvis Ed Sheeran og James Corden. Filmen var nu faktisk meget sjov og hyggelig at se, men ikke en jeg behøver at gense.
Men in Black: International (lejet på blockbuster for månedlig yousee kode)
Den nye Men in Black film har ikke fået så meget ros med på vejen, men faktisk fandt jeg den nu egentlig meget underholdende. Nej, jeg skal da nok ikke have dvd’en og jeg behøver heller ikke at gense den, men jeg synes ikke den var dårlig og jeg var faktisk ok underholdt. Det er stadig Men in Black universet selvom den nye film indeholder nye ansigter og ja, den var da også utrolig forudsigelig. Men stadigvæk: jeg var ok underholdt.
Gøg og Gokke (set på Viaplay)
Den her film er en lidt sjov størrelse, for den fungere faktisk udmærket som film, men man sidder alligevel bagefter og ved ikke rigtig hvem Gøg og Gokke var. Filmen handler nemlig mest om hvordan de to begynder, at arbejde sammen igen efter i mange år ikke at have lavet film sammen. Ja, det lyder som et ret spinkelt grundlag at lave en film på ikke? Men det fungere som sagt, for det er en film om loyalitet og venskaber og svigt. Det er en film om ikke at kunne eller være det samme som man var engang. Så ja, i bund og grund en ok film, men det er ikke en jeg behøver at eje på dvd eller se igen.
A Simple Favor (set på Viaplay)
‘A Simple Favor’ minder mig meget om Gone Girl, (jeg skal ikke spoile på hvilken måde) måske bare lidt dårligere udført. Det er en thriller der indeholder lidt komik og så har den Blake Lively og Anna Kendrick på rollelisten. Jeg synes den var lidt kedelig, hvis jeg skal være helt ærlig og jeg forstår ikke helt hvorfor de laver eftertekster efter filmen – som for at vise at filmen bygger på en rigtig historie, men det gør den slet ikke. Den er i stedet lavet på baggrund af en bog.