Det sidste dug af sommer

 

De lange varme sommeraftener har fået sin ende, og vi er for alvor trådt ind i efteråret. Der midt imellem grænsen til årstiderne, savner jeg både den vi forlader, men jeg ser også frem til den vi er på vej ind i. Jeg vil nyde årstiden indtil sidste sekund. Så i dag har jeg lige haft det sidste glimt tilbage på den sidste del af ferie, og så er jeg klar til at favne efteråret.

 

 

Venner og Skagen. Det var virkelig hyggeligt. Min ældste veninde og hendes kæreste, var en tur med os i sommerhus. Jeg elsker, at ferien giver tid til også liiige at få set de der venner, som man desværre ser alt for lidt pga. hverdagens travlhed.

 

 

 

Pizza på grill. Det har jeg længe villet forsøge mig med. Vi har nemlig haft sådan en grillsten til vores Weber grill i ja, snart 5 år nu, uden egentlig at bruge den. Det er så utilfredsstillende og fuldstændig fjollet, at have sådan nogle ting til at stå uden at bruge dem. Så det fik jeg prøvet – og det var delvist en succes. Lad os sige det på den måde, at nu ved jeg hvordan det skal gøres til næste gang. Og der bliver helt sikkert en næste gang, for det var virkelig lækkert.

 

 

 

Når min søn pludselig, midt i guldkorns morgenmaden, ligner en baby faun fra Narnia. <3 Tre uger med sønnike hjemme hele tiden, har været skønt. Jeg havde forventet, at jeg var fuldstændig klar på at få ham afsted i dagpleje igen, efter de tre uger var gået. Men det skete ikke. Faktisk var det helt vemodigt, at han skulle tilbage i dagpleje igen. Jeg synes også virkelig vi kunne mærke at han rykkede sig sprogligt – ikke fordi vores dagplejer ikke er fantastisk til at hjælpe de små på vej i udviklingen, men jeg tror alligevel det giver ham den bette noget mere selvtillid i sproget når der er to villige forældre der er klar til at høre på ham hele tiden, og hvor han ikke skal konkurrere med andre på sin egen alder.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *