Glimt fra juleferien #1 – juletræsfældning

Kategorier Familie, Jul, Jul2020

Traditiontro har vi igen i år været afsted for at lede efter det helt rigtige juletræ med mine forældre. Det er vi altid den i den sidste weekend før jul.

Jeg ved ikke hvad det er der gør det, men der er altså noget magisk over at stå dér midt i juletræsplantagen, og lede efter årets juletræ. Så jeg tager altid en masse billeder i håbet om at indfange det og forevige det. Måske er der noget i måden lyset falder ned over træerne – det picture-perfectagtige vejr eller måske er det bare træerne i sig selv. De små stier mellem træerne der snor og bugter sig for et øjeblik senere at stå midt i træhavet og lade sig opsluge. Eller måske er forklaringen i virkeligheden bare, at det er her julestemningen virkelig begynder at tage fat i mig.

 

 

I år lavede jeg La Glace’s Grandtræet – en fransk juleroulade ‘Buche de Noël’ som er opkaldt efter HC Andersens eventyr. Den smager himmelsk. Den er ikke helt let at lave men den er heller ikke vanvittig svær. Jeg bander lidt når jeg er i gang med at lave den, men når den er færdig og jeg tager første bid så føles det næsten som at spise en rigtig konditorkage lavet af andre end mig. Måske er det derfor jeg holder så meget af den kage at jeg begiver mig ud i at lave den hvert år. Så jeg håber lidt at gøre det til en fast tradition at lave den i forbindelse med at finde årets juletræ. Som vi også fandt i år. Og i dag går vi i gang med at pynte det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *