Midt i forårstravlheden havde Loke 7-års fødselsdag. Alligevel lykkes det os, at fejre ham ikke mindre end tre dage.
På hans fødselsdag vækkede vi ham med fødselsdagssang, gaver og vafler. Så sendte vi ham i skole, hvor han også blev fejret. Da han kom hjem inviterede vi hans bedsteforældre på jordbærtærte (en af hans yndlingskager) og aftensmad som var ‘rød sovs’, hans livret – den består af en blanding af vikingegryde og mørbradgryde. Og så selvfølgelig is.
I weekenden inviterede vi hans øvrige familie, hans moster og kusine. Jeg lavede en Minecraft-kage til ham ud af en chokolade-drømmekage, et syvtal i vandbakkelser med slik ovenpå og en Mickeykage. Vi pyntede bordet med fødselsdagstog og blomster fra haven.
Weekenden efter det havde vi børnefødselsdag med hans klasse. Det var første gang vi havde børnefødselsdag, og heldigvis havde vi besluttet at holde det i det lokale bowling-center, for nu stod vi pludselig med en frygtelig masse flyttekasser alle steder. Loke synes det havde været en virkelig god dag, så det var jo alt man kunne ønske sig.