Mens min Disneyland blogpost lader vente på sig, er det nu pludselig allerede blevet november. November hvor de sidste æbler skal plukkes og de sidste blade falder af træerne. Og hvor nattefrosten gør bladene sprøde og knasende at gå på.
Og en ting er sikkert, herhjemme er november lig med jul! Jeg er jo den største julegris og jeg kan ikke vente med at komme i gang og må lidt holde mig selv tilbage trods alt, så jeg først rigtig begynder omkring midten af måneden. Man skulle jo nødig gøre sin familie super træt af jul, ikke at det egentlig lyder som en mulighed.
Ligenu sidder jeg i toget på vej til årets største bogbegivenhed, bogforum, og jeg glæder mig, her er hvad jeg ellers glæder mig til i november.
November er …
… Bogforum! Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver uden min familie i år desværre, og ren arbejdes weekend, men det kan helt bestemt også noget. Mest af alt glæder jeg mig til at give krammere og knusere med alle de bogmennesker jeg kender og holder af.
… Nanowrimo-tid. Jeg skal begynde på et helt nyt projekt og jeg ved stadig ikke helt hvor jeg starter, hvilket ikke lover så godt for dette års chance for at fuldføre Nanowrimo, men jeg må og skal prøve.
… Mortensaften – hvis vi da nogensinde får købt en and – er årets store øve-julemiddag. Jeg synes det er så rart at have en slags generalprøve, for så føler jeg altid det er easy peacy juleaften.
… Julegavekøb. Jeg plejer at have det meste overstået i november, og det håber jeg også det lykkes denne gang. Jeg vil i hvert fald gerne have planlagt at købe ind til Black Friday, så jeg kan give folk mest muligt for pengene.
… Pakkekalender planlægning. Jeg elsker at lave pakkekalendere til mine børn, og gør det typisk i løbet af året når jeg finder gode tilbud, men jeg er lidt på bagkant denne gang, men jeg håber det går alligevel.
… Julete drikning. Glæder jeg mig nærmest til så snart sommeren er forbi.
… Nyt papbogsprojekt. Jeg er i gang med en ny papbogsserie i et lidt andet format end jeg plejer, og det er indtil videre en meget sjov opgave, men på et eller anden tidspunkt bliver jeg nok også nødt til at slippe det og sende det til min redaktør.
… Sjov og travlhed på arbejdet. Jeg ved jeg får nogle rigtig spændende grafiske opgaver i løbet af november.
… Julebøgerne. Både dem jeg selv vil læse men også dem jeg skal læse højt for mine børn.
… Se ‘Loki’ og ‘Den lille havfrue – live action’ på Disney+.
… Mere leg med Adobe Firefly (et AI foto/illustration generator), som er intet mindre end genialt. Det er faktisk så genialt, at det sprænger fuldstændig rammernde for fremtidige arbejdsgange.