Jeg har haft mine kvaler med at give det her indlæg en overskrift. For hvad kalder vi det på dansk? På engelsk kalder de det enten noget med spread eller board. I Danmark kalder vi det et ostebord, men det er det jo ikke udelukkende. Måske kalder vi det bare tapas. I hvert fald er det alt på et bræt. Et let måltid til juledagene hvor vi er ved at køre surt i tunge retter. Og hvor vi har fået så meget sødt at det salte køkken ser meget mere spændende ud lige pludselig.
I hvert fald var det disse ting der fik mig til at kaste mig over et bræt med lidt ost og lidt kød til de gæster vi havde 2. juledag. Halvdelen af mine gæster spiser nemlig ikke ost, så det var vigtig at de oste jeg valgte var i den lette ende og at der var ligeså meget kød på brættet som ost.
Jeg var også meget opmærksom på at jeg ikke ville stå alt for langt tid og slave i køkkenet og bare i stedet være sammen med gæsterne og her fungere det her bræt også super godt, for de fleste ting er købt, det eneste jeg lavede fra bunden var ostekuglerne og de honningglaserede valnødder. Alt andet var købt færdigt, selv pestoen, som ellers med fordel kan laves selv fordi det altid smager meget bedre. – At jeg så rent faktisk stod hele formiddagen og slavede over at lave Grantræet fra La Glace er en anden snak.
I virkeligheden kan man have alt hvad man elsker på sådan et bræt – og selvfølgelig med nogle ting der passer godt sammen smagsmæssigt. Jeg holdte den lidt ekstra julet med klementiner og et granatæble – og så valgte jeg en julesalami med juleølsmag.
Her er hvad jeg brugte
Forskellige kiks
Pitabrød
Forskellige salte nødder
Honningglaserede valnødder
2 slags vindruer (uden sten)
Klementiner
Et granatæble
Tørrede abrikoser
Pesto
Marinerede artiskokker
Grønne oliven
Oste:
Flødeost
Brie
Grøn pesto ost
Ostekugler af flødeost, revet cheddar
Kød:
Sønderjysk julesalami
Klassiske salami hapsere
Hvidløgssalami
Parmaskinke
Italiensk røget svinekød