De sidste 3 film jeg har set #2

I går var vi endelig i biografen igen efter i næsten et halvt år at have forsøgt at komme det. Vi har virkelig været ramt af uheld nogle gange hvor det ellers har set ud til at lykkes, men endelig, endelig, ENDELIG kom vi i biografen. Ikke nok med det så lykkes det os, at gå så længe uden at blive spoilet på Avengers Infinity War. Der var jo varslet masser af dødsfald imellem superheltene, så jeg var sikker på at det helt sikkert ville slippe ud enten på blogs, twitter eller instagram. Men heldigvis ikke. Jeg har også set et par andre film på det sidste. Faktisk også en dansk film, og ja jeg kan lige så godt indrømme det med det samme; jeg har det svært med nyere danske film. Vi kan ikke rigtig sammen. Filmene og jeg. Det er ikke dem, det er mig.

Så her er de sidste tre film jeg og min mand har set sammen:

 

Avengers Infinity War (set i biografen):

Åh, hvor skal jeg starte. Det er næsten svært at sætte ord på her dagen efter. Og bare rolig jeg spoiler ikke noget hvis ikke du har set den endnu. Men jeg tror jeg altid jeg vil være lidt uafklaret med hvad jeg synes om filmen indtil at jeg ser efterfølgeren, der skulle komme til næste år. For der er et par ting jeg skal have afklaret først. Men der er helt sikkert nogle ting jeg er rigtig positivt overrasket over, f.eks. hvor godt det fungerede med SÅ mange store rollenavne og hvor fed en superskurk Thanos han var. Faktisk synes jeg de sidste mange superhelte film virkelig har manglet en ordentlig superskurk, men det fik vi helt bestemt her. Jeg var super, super godt underholdt i de 2 1/2 time filmen varede og jeg ville egentlig bare gerne have haft mere.

 

Dirch (set på netflix):

Jeg skrev ovenfor at jeg ikke var så meget til nyere danske film, men jeg var til gengæld mere eller mindre fan af Dirch Passer og mange af de gode gamle lystspil. De fremkalder nogle gode barndomsminder for mig. Så jeg var rigtig spændt på den her danske film om Dirch Passer, men som med alle nye danske film, så faldt den her da også fuldstændig til jorden for mig. For det første var den meget indforstået, og hvis man ikke som mig kender lidt af historien i forvejen, så tror jeg hurtigt man bliver sat af. Derudover kunne de sagtens have skåret 30 minutter af den første time – så kedelig var den. Sidst men ikke mindst, så skuffede det mig ret meget at man kun formåede at vise et meget snævert billede af hvem Dirch var. Det ville have været meget federe hvis det havde været mere kontrastrigt og ikke kun fokuserede på de nederlag han følte som menneske og kunstner. Dirch var virkelig en kæmpe skuffelse og jeg bliver lidt vred over hvordan de har behandlet filmen.

 

The Greatest Showman (lejet på yousee.tv):

Allerede 10 minutter ind i ‘The Greatest Showman’ sagde min mand, at den her da indtil videre så ud til at være bedre end den anmelderroste Lala land. The Greatest Showman er nemlig også en musical. Og jo længere vi kom ind i filmen blev det tydeligt for os begge, at vi synes at den var langt at fortrække frem fra Lala land. Den er scenegrafisk smuk, koreograferet mesterligt, musikken er skøn og budskabet går lige i hjertet. Den var virkelig storslået. Jeg sad også virkelig og undrede mig over at Zac Efron – ikke siden High School Musical, sådan for alvor har haft en musical rolle, for han synger jo fantastisk. Jeg må helt sikkert eje The Greatest Showman på blueray når den kommer.

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *