Emma

Jeg var oprindeligt inviteret ind for at se ‘Emma’ i biografen i forbindelse med min bogblog, men fordi biograferne lukkede – som alting gør pga. Corona, så kom jeg ikke afsted. Siden er filmen blevet frigivet til Streaming og kan ses gennem enten Viaplay eller Blockbuster.

Det er normalt meget uhørt at biograffilm går direkte til streaming – det er vel egentlig kun Netflix der gør det? Men det bliver helt sikkert gjort af økonomiske årsager for ‘Emma’ kostede da også 179 kr. at leje. Men det skaber en del debat i øjeblikket, for hvis der er succes med det, så kan filmstudierne godt finde på at gøre det igen efter Corona-krisen, og det vil uden tvivl gå ud over biograferne. Personligt kan jeg godt lide at have muligheden, men det er også fordi jeg har svært ved at komme i biografen med en baby.

Ja, babybio er en ting, men de har altid kun visninger på dårlige tidspunkter (aldrig i weekenden) og jeg synes det er slemt nok med én larmende baby under filmen. Jeg kan slet ikke overskue flere.

Så ja, jeg betalte gladelig de 179 kr. for at se Emma, for jeg havde glædet mig helt vildt og det var også en smule rart at have lidt hjemme-biografstemning i de her dage. Gennemført med popcorn, selvfølgelig.

 

Det var fantastisk med et gensyn med Jane Austens univers. Bogen ‘Emma’ er også min absolut yndlings historie efter ‘Stolthed og fordom’. Jeg elsker at Emma er sådan en nuanceret person, der i bund og grund både har gode og dårlige sider. Kærlighedshistorien er derfor også særlig stærk i min optik, fordi de gør hinanden til bedre mennesker. Og viser, at diskussioner ikke altid er en dårlig ting.

Selve filmen var utrolig flot. Kostumerne og detaljerigdommen var vidunderlig og det var derfor også meget nemt, at leve sig ind i handlingen. Men ja, I ved jeg kommer til at sige det, så lad mig starte med at sige det: Bogen er bedre. Det er som om Austens bøger gør sig dårlig i filmlængder. (Ta’ f.eks. Stolthed og fordom filmen, den var vildt dårlig i forhold til den mere end seks timers mini-serie) På trods af at den her faktisk varede 2 timer, så gik det alt for stærk og særligt kærlighedshistorien led under det. Man forstå den ikke så godt som man gør i bogen. Den får aldrig rigtig plads til at udvikle sig og ‘hede’-blikke under dansen, skal erstatte rigtig mange kapitler.

Men hvis man har læst bogen som jeg, så er det bare et herligt fix, som man ikke vil have været foruden, men hvis man ser den uden at have kendskab til bogen, så har historien altså nogle mangler.

Til gengæld så har de været gode til at få andre kvaliteter frem – for som min mand startede med at sige, da han havde set de første 10 minutter af filmen. Handler den her virkelig om en som leger Kirsten giftekniv? Heldigvis gik der ikke langt tid før historiens andre kvaliteter kom frem og min mand var derfor hurtigt beroliget. Men ja, det er faktisk ret imponerende hvor meget de har formået at vise af bogens kvaliteter, for i værste fald kunne det ‘bare’ have været en Kirsten giftekniv historie og det ville ikke have været Austen værdig.

Men helt klart en rigtig god film som jeg gerne vil eje på BluRay når de kommer og gense igen.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “Emma”