I Djurs sommerland med en 2-årig

Kategorier Sommer, Udflugt

Mit gamle indlæg (da Loke var 2 år), I Legoland med en 2-årig, har været en af de mest læste opslag her på bloggen. Så jeg tænkte det var på tide, at komme med et nyt opslag af samme slags, bare denne gang om Djurs sommerland (og med Christian som den 2-årige) – for sådan helt ærligt – mellem os? Så er Djurs sommerland langt bedre til en 2-årig (og en familie generelt) end Legoland.

Og her er hvorfor:

Det er billigere og så er det bare bedre. Det er bedre fordi der er mere plads og der er flere forlystelser til en 2-årig – og ja, til hele resten af familien. Og der er noget til alle.

Lad os starte med det til de mindste først: Bondegårdsland.

Bondegårdsland er genial til de mindste. Det er SÅ godt, at de har fået lavet det for nogle år siden. I Legoland sikker Christian lidt for meget bare i klapvognen – dog elsker han at se miniland, men der er ikke så meget han kan prøve. Men pga. bondegårdsland i Djurs har han en masse muligheder. Han elsker især traktorerne. Og den store (6-årige) er helt med på også at være med, selvom han også godt kan lide rutsjebanerne.

Nu går den vilde hønsejagt er den lille rutsjebane i bondegårdsland og den er jeg lidt ekstra fan af for det er en af de få – hvis nogen anden i Danmark – jeg kan komme med op i uden at få motion sickness. Så hurra, en rutsjebane til mig! Desværre er Christian ikke så begejstret for den.

Vi har været i Djurs sommerland tre gange i år indtil videre – de sidste tre weekender faktisk, men det er bare top hyggeligt og rart til en forandring at komme ud. Især herefter et par år med Corona. Og det er så hyggeligt at komme afsted som familie og med sæsonkort føler vi heller ikke vi er så pressede til at være der fra åbningstid til lukketid, men bare mere mærke efter hvad vi lige har lyst til.

Vi har fået is alle tre gange vi har været der (eller første gang fik mig og Christian popcorn) og isen er bare rigtig god. Men de svinger lidt i størrelse. I den her weekend blev vi lidt skuffet efter at vi de to andre gange fik nogle seriøse store isvafler. Se herunder hvor Loke står med en 2 kuglers vaffel.

Guldgravning! Det var en kæmpe ting, da jeg var barn og det er åbenbart også et hit i dag, for Loke har næsten ikke villet tage sin guldmedalje af. Og Christian var også ret stolt af hans.

Det er sjovt, at vi aldrig rigtig har tænkt på at få gravet guld de gange vi har været i legoland. Jeg er også i tvivl om hvor det ligger og om det har været åbent de gange vi har været der – pga. Corona. Det har ikke været så tilgængelig i hvert fald. I Djurs ligger det så man kan se det og der er bål og hyggelig legeplads i nærheden. Der bliver også solgt snobrød og det er stadig på bucketlisten at vi skal prøve det på et tidspunkt, når vi kommer til Djurs i fremtiden.

Fordi Christian lige præcis er 90 cm så kan han prøve rigtig mange af familieforlystelserne – som River rafting og træstammerne (sidstnævnte venter vi lige og ser an, tror han skal prøve piratfisken før vi tager ham med i træstammerne). Men tøj hvor synes jeg det er hyggeligt, at kunne have begge børn med i river rafting allerede. i Legoland kan Loke ikke engang prøve den udgave de har dernede. Den er selvfølgelig også vildere.

I år i Djurs har de fået Dinosaurene som den helt store nyhed og det elsker Christian. Han er blevet bidt af en gal dinosaur og synes bare det er fantastisk at sidde og kigge på dem.

Legepladserne og trampolinerne er også et kæmpe hit og nogle gange føles det lidt som om de bare helst vil slappe lidt af og lege på en legeplads i stedet for at skulle op i en ny forlystelse, men køerne har været korte her de sidste tre weekenden, og der er stadig ting vi ikke har prøvet! Så vi forsøger at gøre lidt af det hele og sige at vi nok skal komme igen og prøve det igen en anden dag.

Hvad ellers? Jo, en 2-årig kan selvfølgelig også køre med toget – det elskede Christian! Og så er der Ponyekspressen som også allerede har vist sig at være et kæmpe hit.

Solguden var lidt farlig at komme op i til at starte med, men det endte heldigvis godt. For selvom det var lidt højt oppe, så var det faktisk meget sjovt og sidde og kigge på alting deroppe fra.

Alt i alt: vi er fans og jeg tror faktisk at vi kommer til at komme rigtig meget i Djurs sommerland de næste par år. Det er bare sådan en fornemmelse jeg har.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *