Christians 4-års fødselsdag

Kategorier Familie, Fejring

Så blev den yngste 4-år, og det var ret specielt for det var lige midt i snestormen. De eneste gæster der kunne komme frem var hans mormor og morfar som bor et stenkast væk. Ironisk nok så var den stores 4-års fødselsdag også meget speciel, da den foregik i starten af corona, og derfor udenfor i semi-ok vejr og med få gæster, for at minimere smitterisikoen.

Men vi gik ikke ned på kage. Christian havde bestilt en Mickey-kage (kanelkage, den klassiske som mine familie elsker), bamseboller, en talkage – i denne omgang blev det en vandbakkelseskage formet som et firtal. (Og en rest af julerouladen jeg lavede til nytår).

Og så havde jeg fået den gode ide at lave en Bluey-kage og forsøge mig med Skagenskagen/kajkage aka sandkage med smørcreme og et ansigt med Bluey. Jeg havde planlagt at have rigtig god tid til at stå og nørkle med Blueys ansigt, men pga. snevejret kom gæsterne noget før, og så var min mand lige en helt og lavede på ingen tid det her flotte Bluey-ansigt for mig.

Børnenes farmor var med senere på dagen på teams og det fungerede faktisk rigtig fint. Vi havde heldigvis gaven fra hende i huset, så hun kunne se ham pakke den op.

Til aftensmad havde Christian ønsket sig pommes frites og intet andet. Og mit højdepunkt var at han spiste morgenmads-vafflerne med stor velbehag. Dem plejer han ellers altid at sige nej tak til. Det er måske ikke det sundeste han har lært at spise, men jeg synes bare altid det er et højdepunkt når han prøver noget nyt. For selvom han ønskede sig alle de kager til kagebordet, så spiste han intet af dem, kun bollerne. Men derfor kan man jo godt have ambitioner for hvad sine gæster skal have at spise. 😉

Jeg var ikke i mit mest festlige skrud, men komfort og varme trumfede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *