Efter vi fik vores søn, så kunne vi pludselig mærke hvor meget vi tidligere – min mand og jeg – har gjort alle mulige ting sammen. Og at vi var vant til at lave rigtig meget sammen sådan generelt. Det kan vi som sådan også stadigvæk, det er bare med den bette på slæb og det sætter lidt sine begrænsninger. Det er i hvert fald nogle andre ting man laver sammen. Når vi så skal i biografen eller ud og spise, så skal der altid en barnepige ind over og det siger sig selv det nu bliver et spørgsmål om planlægning, hvor det tidligere bare var noget vi gjorde når vi fik lyst.
Så i torsdags havde vi sådan en date night (vi har aldrig brugt ordet før, men det er jo faktisk lige præcis det som det er). Det er en dag hvor vi har fokus på hinanden og som enhver børnefamilie kan fortælle, så er det noget, der er vigtig at gøre engang imellem. (Også selvom det er helt fantastisk at være sammen med sine børn). Faktisk kan jeg slet ikke anbefale det nok, og ville ønske at vi kunne gøre det fast en gang om ugen, men det kniber med tiden og sygdom har også spillet ind, ja faktisk var jeg stadig ikke helt ovenpå i torsdags, men jeg skulle pine død ikke udsætte date night igen. Så vi fik all out og hentede først bland selv slik til at hygge med derhjemme senere, (hvilket vi heldigvis også er ret gode til når den bette er lagt i seng) derefter fik vi noget god mad på Köd i Aarhus. Aarhus har i øjeblikket verdens pæneste julede gågade. Efter en lækker bøf var vi ude og se Specialklassen som laver impro comedy, og det plejer at være så sjovt og det var det også den her gang.