Udover lidt sygdom og travlhed på det sidste, så føler jeg også efterhånden lidt plus på energikontoen. Jeg tror det er fordi det er blevet lysere og foråret endelig er begyndt at vise sig. Især synes alle have at blive farvet både gul og lyserød de her dage – selv i vores have. Det føles altid som om vores have er den sidste til at springe ud om foråret og måske det er fordi den ligger så meget i skygge, men endelig er foråret ved at pible op af jorden. Det er så hyggeligt at det dukker op der blandt lidt ukrudt og de brune bøgeblade.
Foråret viser sig helt sikkert også ved smukke bryllupsinvitationer der giver en noget at glæde sig til. Jeg er jo håbløs romantiker og elsker den slags.
Sønnike er startet i børnehave. Hold nu op! Fra dagpleje til børnehave. Det føles virkelig som et stort spring og lidt som om man aflevere sin søn et sted hvor han nemt bliver overset og glemt. Åh, det er den værste følelse. Sønnike selv tager det som sædvanligt i stiv arm. Han er så sej! Sejere end sin mor.
Jeg har selv været på seminar med min kollega og det var helt fantastisk. Det er skønt med noget input engang imellem (og virkelig god forplejning) – også selvom man føler, at man slet ikke har tid til det.
Manden trumfer mig selvfølgelig som altid, ved at tage på forretningsrejse, men i det mindste havde han den bedste fyldte chokolade med hjem: Leonidas. De er mine absolutte yndlings!
Vi forsøger også at være lidt sunde – trods alt, og er begyndt at bestille fra Aarstiderne igen. Vi havde lige en pause hvor vi havde ‘Ret nemt’ og ellers bare vores faste madrutiner. Jeg var egentlig ret glad for ‘Ret nemt’, men jeg er lidt irriteret over deres system med at man skal huske at afbestille hver uge (eller efter man har sat på pause) og det vil være bittert at glemme en uge. Især fordi vi herhjemme som bekendt har nogle kræsne folk, der ikke lige tager imod hvad som helst. Det behøver man ikke med Aarstiderne, der kan man bestille uge for uge. Aarstiderne blev vi trætte af i sin tid fordi vi følte det hele var squash og aubergine, men ligenu er vi ret glade for det. Det er økologisk og vi spiser mere grønt – og mindre kød. Det eneste er deres nye ‘smarte’ tjeptjep’ hvor man kan få retter lavet færdige. Jeg foretrækker helt sikkert at lave det selv. Men man kan egentlig sagtens undgå dem hvis man lige holder lidt øje med ingredienslisten.
Min mand beviser endnu engang at han er lige så meget nørd som jeg er! Han har over lidt tid samlet det her seje 3d puslespil.
På det sidste faldt jeg mentalt ned fra en stol, da jeg så mine to papbøger i vores lille lokale boghandel. Jeg vidste egentlig godt, at den var ude i nogen boghandlere rundt omkring i landet, men jeg havde ikke forventet det i det der nok er en af landets mindste. Nu krydser jeg bare fingre for, at der er nogen der gider, at købe dem.