Vi venter i yderste nervepirrende spænding på den næste sæson af Game of Thrones herhjemme i tiden og nu hvor den sidste sæson endelig nærmer sig, så bliver det næsten endnu mere ulideligt at skulle vente. For åh, hvor jeg glæder mig altså. Men vi forsøger ihærdigt, at forsøde ventetiden med andre film eller tv-serier. Her er de sidste tre vi har set. Ja, altså min mand og jeg, og ikke Snuggy og mig, selvom han ser ud til at vil følge med på billederne.
Darkest Hour (set på viaplay)
Gary Oldman vandt en Oscar for sit portræt af Winston Churchill i Darkest Hour og lige siden har jeg vidst at jeg gerne ville se filmen. Ikke kun fordi jeg har en svaghed for den tidligere Harry Potter OG Batman skuespiller, men også fordi jeg sluger alle historiske (helst korrekte – selvom de sjældent er det helt) film råt. Særligt de britiske. Der er et eller andet med den britiske historie som jeg bare ikke kan få nok af. Og på grund af det så fandt jeg nok også den her film langt mere interessant end gennemsnittet nok ville – min mand kedede sig da lidt under den. Filmen handler om Churchills vej til magten og om hvordan han forsøger at holde briterne ovenvande OG i krig med Hitler samtidig. Det er en film jeg sagtens kunne sætte mig til at gense engang.
Battle of the Sexes (set på cmore)
Denne film er også en film der bygger på virkelige begivenheder – nemlig den legendariske tennismatch mellem Bobby Riggs og Billie Jean King. Tennismatchen var nemlig et symbol på at kvinders tennisspil kunne være lige så spændende og på lige så højt niveau som mændenes. Emma Stone gør det virkelig glimrende i sit portræt af Billie Jean King og filmen var faktisk rigtig spændende fordi man så levende kunne mærke frustrationen af den manglende anerkendelse af kvinderne inden for den professionelle del af tennisverdenen. Heldigvis ser verden noget bedre ud i dag og det blandt andet takket være Billie Jean. Super god film og helt sikkert også en jeg kunne finde på at gense, hvis den tilfældigvis vr i fjernsynet.
Venom (lejet gennem blockbuster/yousee)
Hvor ville jeg ønske jeg var mere vild med den her film end jeg var. Fordi: Tom Hardy og Marvel! Men jeg holder nok desværre lidt med den overvægt at kritikere der ikke er helt så begejstret. Omvendt så var jeg da også ok underholdt, men hvor vil jeg da bare ønske at de havde arbejdet lidt mere på karakteristikken. Samt ikke lavet den så utrolig forudsigelig som den var. Jeg synes efterhånden der er en ret skarp opdeling af superhelte film hvor den ene halvdel er super fed og den anden del virker for hurtigt produceret. Det er lidt ærgerligt.