Godt nytår

Kategorier Mål

 

Rigtig godt nytår til jer alle! Jeg håber I har haft en helt fantastisk nytårsaften og på bedste vis kom ind i 2020.

Vi havde den mest afslappende nytårsaften længe. For vi havde med vilje ikke planlagt noget som helst da planen oprindeligt var at jeg skulle sættes i gang dagen efter. Det blev gudskelov rykket. Men det passede os nu ganske glimrende ikke at stå med en hel masse, så vi fik mad udefra og fik en super hyggelig aften ud af det.

 

 

Vi fik også endelig taget årets familiebillede nytårsaftensdag – sådan nogenlunde i hvert fald

 

 

 

Jeg plejer altid at reflektere året der gik i forhold til de forventninger og forhåbninger jeg dannede mig i starten af året. Men 2019 viste sig at være året hvor målene var ret umulige at holde.

Da vi satte foden ind i 2019 vidste vi godt, at vi højest sandsynlig ville prøve at få barn nr. 2. Vi vidste også at vi ville prøve at tage stilling til vores hus situation. Skulle vi bygge eller flytte eller blive lige der hvor vi var. Som bekendt så kom første punkt til at ske ret hurtigt og det andet er vi faktisk ikke kommet så meget længere med. Vi har været til byggemøder, set huse – både nybyggeri og gamle. Og vi er stadig meget uafklaret, så jeg tænker at det helt sikkert bliver aktuelt at snakke om i 2020 også, men omvendt så har vi besluttet, at vi ikke har så travlt. Vi vil tage os den tid det tager og ikke tage for hurtige eller hastige beslutninger.

Graviditeten satte ironisk nok en stoppe for mine mål for 2019. Jeg skrev at jeg vil fokusere mere på sundhed, motion og at skrive min bog. Den sidste ting jeg skrev var at jeg vil have fokus på at være mere venlig og ja, den satte graviditeten heldigvis ikke en stoppe for og den vil jeg helt sikkert fortsat stræbe efter. MEN de tre første viste sig at være noget nær umulige at opnå da jeg blev gravid. Ja, jeg undgik kemikalier osv. men pga. graviditeten spiste jeg måske ikke så sundt som jeg kunne. Motion blev der heller ikke så meget af fordi jeg fik at vide at jeg skulle holde mig mere i ro, pga. pletblødninger og moderkagen der lagde lidt uheldigt. Og det ekstra overskud jeg skulle bruge til at skrive på min bog blev fuldstændig og særdeles opslugt af graviditeten.

Men det gør mig sjovt nok ikke så meget, for jeg var jo gravid så alt var lige som det skulle være.

 

 

 

Det største der skete for mig i 2019:

Var selvfølgelig at blive gravid igen. Det har helt klart fyldt rigtig meget. Men jeg har også nydt nogle spændende arbejdsprojekter på Turbine og udgivelsen af mine fire papbøger (og ikke mindst de gode lektørudtalelser) har også været helt fantastiske.

Sønnike er i sådan en god alder i øjeblikket. Han er det sødeste og dejligste og nogle gange kropumulige, men ja, jeg stornyder vores lille familie og ser frem til at vi bliver en mere lige om lidt.

 

Hvad jeg løbende vil minde mig selv om i 2020:

Da det meste af 2020 bliver et barselsår så fik jeg lige pludselig skrevet en hel masse omkring barsel og mine tanker herom i det her indlæg og før jeg fik set mig om, var det blevet alt alt for langt. Så langt så ingen nogensinde ville nå til enden, så jeg har valgt at dele det op, så det kommer i et indlæg for sig.

Hele nytårsforsæt delen ligger nemlig tæt forbundet med mine tanker omkring barsel, for min første barsel var ikke nogen drøm og jeg vil gerne gøre den bedre denne gang. Både for min familie, baby selvfølgelig, men også for mig selv. Så ja, det med mål og nytårsforsæt kommer altså i et indlæg for sig, snart.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *