Til nytår købte jeg ekstra ind til min fødselsdagsfejring senere på måneden, og pludselig stod jeg der med både hummer og østers, ingen af delene længere frosne eller mulig at genfryse. Så første dag i 2023 spiste vi umådelig godt, fordi vi fik gratinerede østers. Og som jeg jokede med, så er der jo noget passende over, at have noget lækkert til at drikke champagneresterne sammen med. Jeg har tidligere kun forsøgt mig med at grille østers, så det var lidt sjovt at forsøge mig med gratinering. Jeg er nemlig slet ikke modig nok til at forsøge dem helt rå endnu, jeg tror virkelig ikke jeg vil synes om det. Jeg brugte denne opskrift, men jeg må være ærlig at indrømme, at jeg klart foretrækker mine østers grillet.
Jeg har ellers som mål i år, at blive endnu bedre i min madplanlægning, så det begyndte ikke så godt. Det er virkelig en balancegang at handle ind: Jeg vil gerne spise mere grønt og mindre kød og salt (det vil min mave og mit blodtryk nemlig takke mig for), men min mand der træner har brug for meget protein og mine børn er super super kræsne. Endda mere end jeg var som barn og det siger ikke så lidt! Derudover har vi en mistanke om, at der er nogle fødevare som Loke ikke kan tåle, men vi venter stadig på svar på de 11 blodprøver, han fik taget før jul.
Men i stedet for at lave en masse skrevne regler, har jeg i år forsøgt mig med at lave et visionboard. Formålet er at jeg kan kigge på det og blive mindet om de ting som jeg gerne vil i løbet af året, fx. at jeg vil blive bedre til at pleje mit hår, tage karbade, tage flere billeder, bruge mine læbestifter (inden de alle skal smides ud). Men jeg vil også bruge det til, at minde mig om alle de gode ting jeg har at se frem til i løbet af årets, som fx. en tur til London og evt. Disneyland hvis vi kan få det til at passe.
Jeg føler, at det vil gøre en forskel for mig, for jeg er enormt visuel-anlagt og jeg bliver kun glad, når jeg ser på billederne her og ikke træt og uoplagt over, at opfylde en masse mål.