Jeg har set en del julefilm i år allerede og det skyldes helt sikkert at vi har været ramt af sygdom herhjemme, så den tid jeg normalt vil bruge på at læse bliver i stedet brugt på at glo nogle film eller tv-serier – for de er langt nemmere at forholde sig til. Desværre synes jeg også tit det er sådan at film og tv-serier giver mig en mere flad fornemmelse efter endt kigning. Så selvom film og tv-serier er et hurtigt quick-fix, så synes jeg tit kvaliteten mangler. Den er ofte nemmere at finde i bøger – i hvert fald for mig.
Jeg har derfor heller ikke haft held med julefilmene i år, rigtig mange af dem er fyldt med klicheér og var faktisk ikke rigtig tiden værd. Dog elsker jeg julestemning – suger alt til mig jeg kan finde, så jo mere der er af det i filmene jo bedre.
Love Hard – set på Netflix
Love Hard med Nina Dobrev i hovedrollen har et fortæsket koncept – dreng udgiver sig for at være en anden end han er – pige rejser fra vestkysten til østkysten fordi hun føler det er det rigtige. Bum! Han er ikke den han sagde han var. Men det værste ved filmen var nok i virkeligheden at den var totalt ucharmerende og kærlighedshistorien var mangelfuld. No sparks. Det var nærmest ikke engang slow burn, bare .. nåh ja, hovsa agtig. Den var rodet og den hang knap nok sammen, der skete en hel masse og dybde var der ikke noget af overhovedet. Ja, bare æv. Filmen havde potentiale men den floppede altså bragt.
Last Christimas – set på Netflix
Sidste års (eller året før?!) helt store julenyhed – der fik jeg den bare ikke set – men nu har jeg endelig set den og opdagede til min overraskelse at der var en lille dansk cameo af Peter Mygind. Julestemning var der masser af filmen igennem og man har helt sikkert forsøgt at holde sig til hjertevarme temaer, men selvom Emilia Clark nærmest charmerede hele filmen igennem og Emma Thompsons rolle var dybt morsom, så brød jeg mig ikke særlig meget om den retning de tog Whams Last Christmas tema. Man ser tvistet fra lang afstand og det er sådan et fortæsket trick, at det bare er trættende.
Father Christmas is back – set på Netflix
Father Christmas is back havde en fin rolleliste med Elizabeth Hurley, John Cleese og Kelsey Grammer som topnavnene, men selve historien var ret hallmark agtig. Filmen handlede om en familie med fire døtre der nærmest er så forskellige som man kan forestille sig og det giver selvfølgelig en masse gnidninger og konflikter. Tonen er let og humoristisk – men den går aldrig særlig meget i dybden.
A Castle for Christmas – set på Netflix
Udskældt forfatter flygter til Skotland – forsøger at købe et gammelt slot af en mand hun bliver forelsket i. Ja, det lyder jo som en klassisk Barbara Cartland roman. Det er det på en måde også – den største forskel er nok at karakterne i Cartlands romaner er 19 år og i denne med Cary Elwes (1962) og Brooke Shields (1965) er de noget kun ældre. Historien er sammenhængende men ikke overvældende, kærlighedshistorien er tynd men julestemningen var i top. Jeg så primært filmen pga. Cary Elwes, som er mest kendt fra Princess Bride og Robin Hood – Men in tights, men hans sexy days er vidst over … eller måske er jeg bare ikke lige målgruppen ;0)
Christmas Land – set på Cmore
Filmens koncept indfangede mig. Jeg elsker koncepter som handler om forlystelsesparker – Austenland, Westworld og Jurassic Park – selvom de er dybt forskellige, så er der bare noget fedt over en park der er dedikeret til bestemte ting og hvor hele filmens (eller tv-seriens) handling foregår der. Meeeenn, jeg kan godt se at der nok er blevet brugt en del mere krudt på at udtænke de koncepter frem for Christmas Land, som dybest set bare er en række huse, et juletræ, noget sne og en lille kærligheds-fling. Historien om en forlovet kvinde der rejser et sted hen for at sælge sin nyopdagede arv, bliver forelsket påny i et andet sted og en anden fyr, er også sådan liiidt en for Hallmark agtig tematik. Egentlig er der ikke noget galt med at glo Hallmark kærlighedshistorier, jeg synes bare kvaliteten er voldsomt svingene og ofte virker det mest af alt lidt kvantitet over kvalitet agtigt til at jeg gider at se det. Det var lidt den fornemmelse jeg havde med den her film.
Loving Christmas – set på Cmore
Living Christmas er den der af alle på listen her, minder mest om en dårlig Hallmark film. Dårligt skuespil, dårligt skrevet manus – og alt for lidt julestemning. Historien handler om en kvinde der fortjener en bedre stilling ovenpå sit kæmpe arbejde, som hun har gjort i et stormagasin – ind kommer chefens søn fra højre og overtager tilsyneladende det hele. Indbyrdes konkurrerer de samtidig også om hvem der er bedst til det der ‘jul’ – hvilket totalt ødelægger enhver julestemning der kunne opstå, for slet ikke at tale om den manglende gnist mellem dem.
Drengen, de kaldte Jul – set på Netflix
Det her er uden tvivl den bedste julefilm jeg har set i år, på trods af at jeg faktisk var en smule skuffet fordi – ja, som altid: bogen er bedre. Der er meget mere julestemning over bogen end der er over filmen (der manglede rensdyr ;0)). Jeg kan dog rigtig godt lide tilføjelse af Maggie Smith, der i et nutidsspor læser historien højt for en børnefamilie, der har mistet deres mor og dermed også lysten til at holde jul. Filmen er en visuel smuk oplevelse og utrolig hygge at se. Som sagt den bedste julefilm jeg har set i år.
Prinsessen og dobbeltgængeren 3: Et romantisk gensyn – set på Netflix
Jeg ved ikke hvorfor jeg satte den her på. Jeg har set de to første og finder dem altså lidt for plat og kedelige. Men jeg tror bare at min non succes med at finde julefilm med masser af julestemning, gjorde at jeg startede på denne, for hvis der er noget Netflix har brugt penge på at skabe julestemning i, så er det ‘Prinsessen og dobbeltgængeren’. Alt er klistret til med julelys i den film og det var lige hvad jeg var i humør til. Det er også som om de slår mere på det humoristiske i den her trejde film, hvilket klæder den enormt godt.