Serier jeg ser i øjeblikket #17

Det er vist efterhånden long overdue med nogle af de her tv-serier som faktisk løber over det sidste halve år. ‘The Summer I Turned Pretty’ så jeg foreksempel i august. Så her kommer listen med tv-serier jeg har set siden sidst eller ser i øjeblikket.

Outlander – sæson 7 – viaplay & The Wheel of Time – sæson 2 – prime

Min mand og jeg startede begge på disse to serie og nåede faktisk kun at se det første afsnit af dem begge, før vi faktisk gik lidt død i de. Vi har stadig store ambitioner om at få dem at se en dag, men det er ikke det fedeste at vide at første afsnit ikke kunne holde os fanget nok til at fortsætte, så det kommer til at tage lidt tilløb at sætte sig ned at se.

Poldark – sæson 1 & delvist 2

Jeg elsker en god drama-serie, og Poldark har gennem tiden fået masser af hype for at være en god en af slagsen. Jeg vil også sige efter at have set sæson 1 var jeg også rigtig godt underholdt og skyndte mig videre på sæson 2. Hvorefter jeg gik død, cirka midtvejs og jeg tror ikke det er en serie jeg kommer til at samle op igen, den tabte mig simpelthen med dens plot. Desværre.

Sanditon – sæson 3 – set på DRTV

Sæson 3 er den sidste sæson i Sanditon, hvilket også er meget godt. Desværre slutter den ikke nær så godt som den er startet og ja, det var vist ikke helt sådan her fandommen havde ønsket at se tv-serien fortsætte, da de råbte op om at serien skulle fortsætte efter den faktisk var stoppet efter sæson 1. Set i bagspejlet skulle de bare have lavet en virkelig god sæson 1 og så have ladet det blive ved det. Mega ærgerligt.

The Crown – sæson 6 – set på Netflix

Jeg er lige blevet færdig med at se sæson 6 på Netflix og sikke en afslutning. The Crown holder simpelthen sådan et højt niveau hele vejen, og jeg elskede hvert minut af den og er faktisk helt ked af at den stopper. Så kæmpe anbefaling herfra hvis ikke du har set ‘The Crown’ endnu, det er SÅ god en dramaserie!

Loki – sæson 2 – set på Disney +

Jeg er lidt ubeslutsom omkring hvad jeg egentlig mener om tv-serien Loki som helhed. Især efter at have set sæson 2. Jeg forstår fuldstændig hvor manuskriptforfatterne vil hen med Lokis karakter og kan faktisk rigtig godt lide det som de gør ved hans karakter. MEN jeg føler virkelig at man kunne lave flere episke ting med Loki og hans karakter og det skuffer mig egentlig lidt at de ikke helt formår at udnytte potentialet. Men det afholder mig selvfølgelig ikke fra at ville se Loki næste gang de laver en tv-

Tror du på julemændene? – sæson 2 – set på Disney+

Jeg så anden sæson af ‘Tror du på julemændene’ da jeg pakkede pakkekalenderne ind til mine børn i slutningen af november og det var helt utrolig hyggelig. Man kan altid diskutere kvaliteten om den nu også har en høj nok standard men julet, dét er den!

Beckham – dokumentar – set på Netflix

Beckham dokumentaren var overraskende god i forhold til at jeg slet ikke går op i fodbold, men de har fået dokumentaren til handle om manden og ikke om fodbolden. Og det på trods af at det er tydeligt at David Beckham mere end noget andet er fodbold – helt ind til knoglerne. Dokumentaren kommer ind på David Beckhams barndom, hans møde med Victoria (Posh spice) og hele hans fodboldkarriere. Men den kommer også ind på alle de ikke så behagelige sager, som fx hans utroskab og det britiske folks indædte had til ham gennem en årrække og efterlader en med et sympatisk indtryk af David Beckham.

The Witcher – sæson 3 – set på Netflix

Er det bare mig, eller var føltes sæson 1 og 2 en smule langtrukken og som om de har skyndt sig lidt for meget i sæson 3? Det er i hvert fald den følelse jeg sidder tilbage med i den sidste sæson med Henry Cavill som Geralt of Rivia. Jeg er super spændt på sæson 4 med Liam Hemsworth – om han kan løfte opgaven.

The Summer I Turned Pretty – sæson 2 – set på Prime

Jeg kunne rigtig godt lide at se sæson 1 og sæson 2 var ingen undtagelse. Det er en virkelig god feel good sommervibes serie, der bare er let, fluffy og fuld af sjov. Personligt er jeg glad for at de har formået at hæve sig op så den ikke er teenagey-plat men rent faktisk formå at tale til alle aldre. Jeg skal helt sikkert se sæson 3 også.

Valdes jul – set på tv2play

Årets julekalender var god, men åh mit historiefortællerhjerte vil vanvittig gerne have haft en bedre sammenhæng med bi-karakterne. Udover Anker, så havde alle de andre jo faktisk ikke rigtig noget formål, og de havde aldrig rigtig nogen forbindelse til Valde – udover Rita som – på trods af at hun var en del af hovedplottet, nok også kunne være blevet undværet med nogle få enkelte ændringer. Og så ville jeg ønske historien generelt havde været lidt mindre forudsigelig. Men, men, men mine børn var nu rigtig godt underholdt hele vejen igennem, og det er jo trods alt det vigtigste. Jeg kan bare virkelig ikke forstå hvorfor det er så svært at lave en god julekalender …

One Piece – set på Netflix

Vi er begyndt at se en lettere crazy manga serie, og jeg ved faktisk endnu ikke helt hvad jeg synes om den. Jeg plejer ikke at være så god til det der som er alt for overdreven bare for overdrivelsens skyld. Det synes jeg hiver mig ud af handlingen. Men der er nu et eller andet over den som får mig til at se videre … så næste serie opdatering må vi se om den blev droppet eller hvorfor jeg har fortsat med at se den.

Percy Jackson og olymperne – sæson 1 – set på Disney+

Den sidste ny startet serie som jeg lige er begyndt at følge med i er den nye filmatisering af Percy Jackson. De to første afsnit var rigtig gode, indtil videre så følger handlingen rigtig meget bøgerne og den sidste filmatisering med mere diversitet og mere moderne historiefotælle-teknikker. Så jeg skal helt sikkert se videre og håber at der kommer rigtig mange sæsoner, så vi kan se mere fra den magiske mytologiske verden.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *